Medaljeregn til bordtennisklubberne
Egeholt-og-Lind.jpg

Carsten Egeholt får overrakt DM-bronzemedaljen ved sit 42. DM, mens DM-vinderen Anders Lind ser til i baggrunden. Foto: privat

Der har været masser at glæde sig over for Brønshøj Bordtennis og Københavns BTK i oktober. De to klubber har et tæt samarbejde på ungdoms-, talent- og elitesiden, og i den seneste måned er der blevet til medaljer ved både EM og DM

I foråret var Anders Lind fra Brønshøj Bordtennis, uforskyldt involveret i en tragisk trafikulykke, som kostede to brud på rygsøjlen. Det betød seks måneders pause.

Battet blev først taget frem igen få måneder før europamesterskaberne for hold i Rumænien i slutningen af september. Det var flere måneder før forventet, og derfor var forventningerne til de danske resultater også små.

Men hvilket comeback!

Anders spillede noget af det bedste nogensinde og vandt nogle af karrierens største sejre mod verdensklassespillere fra England og Portugal. Dermed var han – sammen med Tobias Rasmussen, der indtil fornyeligt repræsenterede Københavns BTK, og Jonathan Groth – med til at sikre dansk EM-bronzemedalje – den første siden 2009.

To uger efter blev Anders igen den helt store triumfator ved de danske mesterskaber for voksne i Odense. For andet år i træk vandt han alle DM-titler og blev tredobbelt dansk mester. I herre single den fjerde titel på stribe, mens det i mixdouble var femte år i træk. Alle titler har været med Sophie Walløe, som har haft sin ungdomsudvikling i Brønshøj. I herredoublen var det ”blot” anden DM-titel i træk.

Mesterskabet i single kom i hus efter en sikker finalesejr på 4-0 i sæt over en af de nye unge danske talenter, men semifinalen var mere spændende, da Anders måtte helt ud i 7. og afgørende sæt for at besejre sin doublemakker og tidligere klubkammerat fra Brønshøj, Thor Christensen.

I den modsatte semifinale var endnu en spiller fra Brønshøj, da fighteren over dem alle, Carsten Egeholt, havde leveret flere overraskelser og bl.a. besejret den 2. seedede i kvartfinalen. Det var 56-årige Egeholts 42. DM-stævne i træk. 

Carsten Egeholt fik også bronzemedalje i mixdouble, mens Ida Bønding Schøsler fra Københavns BTK fik bronzemedalje i damedouble.

Ved de danske mesterskaber for ungdom i Hjørring sørgede Ida Bønding Schøsler for endnu mere metal til de københavnske klubber. Det blev til et dansk mesterskab i dame junior double og i U21 mixdouble fik kun bronze med klubkammeraten Laurits Jelsbak-Thomsen. Derudover blev det til endnu en bronzemedalje i dame junior single.
Lars Eckeroth

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top