Husum Boldklub: Nedtælling!
P1070025-e1637309094710.jpg

Fem af de seks deltagere i Husum Boldklubs første forberedende møde om sit forestående 100-årsjubilæum. Fra venstre ses Max Meisner, Daniel Stormly, Jan Sivertsen, Torben Børner og Henrik Larsen. Foto: kv.

På udgivelsesdagen for denne uges Brønshøj-Husum Avis er der præcis syv måneder til Husum Boldklubs 100-årsjubilæumsdag, den 17. juni 2022.

Allerede torsdag den 11. november begyndte boldklubben med sit første forberedende møde nedtællingen til festivitassen næste sommer. Med tanke på de bare ti sekunder nedtællingen til opsendelsen af en rumraket varer, vil nogle nok mene, at en nedtælling på syv måneder til et jubilæumsarrangement er lige lovlig lang tid.

Men man skal huske, at der her er tale om et projekt, der kræver langt mere teknisk snilde og en langt større koordineret indsats, end eksempelvis den amerikanske rumfartsadministration NASA nogen sinde har turdet binde an med.

Jan Sivertsen ledede det nævnte møde, som endvidere havde deltagelse af Max Meisner, Daniel Stormly, Torben Børner og Henrik Larsen samt minsandten en medarbejder fra den lokale avis, som ”har fået lov til” at skrive boldklubbens historie. Fra mødet skal ikke afsløres andet, end at der blev nedsat en række udvalg, som kan se frem til en travl vinter og et hæsblæsende forår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top