Hønsene generede ikke statsministeren
kragdereden-af-hans-Kragh-Jacobsen-scaled-e1637058568922.jpg
Hans Kragh-Jacobsen har netop udgivet ”Kragereden”. Her skriver han blandt meget andet om sin opvækst i huset på Næsbyholmvej i Brønshøj, hvor familiens nabo var statsminister Hans Hedtoft

 

Hans Kragh-Jacobsen. Foto: presse

Uddrag fra kapitel 4:

Far var blevet forfremmet til driftsleder på Hellerup Is. Om sommeren var der ekstra travlt. Der skulle hyres en masse damer til at pakke ispinde i papkasser. Far skulle ansætte damerne og se efter, at de rubbede neglene, så vi så ikke meget til vores far, når det var rigtig varmt. Sommetider cyklede han afsted klokken seks om morgenen og vendte ikke tilbage før klokken ti om aftenen.

Heldigvis havde isfirmaet et sommerhus med tilhørende kiosk på en grund på Bellahøj på Næsbyholmvej 19. Der tilbragte vi flere somre. Selve ishuset var i mursten med en lille stue bagved, men når vi skulle sove, foregik det i et stort træskur bagest i haven, hvor vi også havde køjesenge.

I haven var der et pæretræ og et stort skovfogedæbletræ, som jeg var glad for at klatre i. Der var desuden bede med grøntsager omkranset af gule og blå iris.

Når mor passede kiosken, legede vi i haven eller ved Degnemosen, der lå lige overfor. Mosen var et eldorado for os unger. De varme sommerdage gik med at tumle rundt og balancere på træer, der voksede ud over vandet, eller vi fangede dafnier i syltetøjsglas.

Når sommeren gik på hæld, vadede vi ud i sivene og fik våde sokker, når vi skulle hente dunhammere til at banke hinanden oven i hovedet med.

En svensk vagtmand råbte efter os, når vi gemte os i buskadset, hvor vi havde en hemmelig pakke cigaretter – 5 styks Eiffel for en krone – og nogle svenske blade med nøgne kvinder, der hed Piff Paff og Cocktail. Engang havde jeg gemt et blad med en nøgen kvinde med store bryster. Da mor fandt bladet, blev hun ikke spor vred. Tværtimod. Det kunne tyde på, at jeg ikke var tiltrukket af drenge.

De gamle kolonihavehuse på højdedraget langs mosen blev revet ned.
Vi legede indianere og lavede bål af resterne af de gamle brædder, indtil vi blev smidt væk af vagtmanden. Højhusene begyndte at skyde i vejret.

Jorden fra udgravningen af kældrene blev til friluftsteatret, hvor der kom til at bo ræve i skråningen. Når der var Bellahøj Dyrskue, sneg vi os ind gennem et hul i hegnet og kravlede op på de nye Ferguson-traktorer eller fulgte med i, hvordan enorme arbejdsheste blev trukket rundt på dyrskuepladsen af bønderkarle med kasketten på skrå. I Røde Kors-teltet viste de hvert år den samme tegnefilm med Søren Spætte som barber.

Vi fik kammerater i kvarteret og legede Zorro med maske og pisk. Så byggede vi en sæbekassebil med hjulene fra en gammel barnevogn. Der kørte meget få biler, så vi havde plads på Fuglsang Allé til at tegne hinkeruder og streger til Jeg Melder Krig Mod.

Familien Kragh-Jacobsen ved iskiosken på Næsbyholmvej. Foto: presse

Når far kom cyklende sent hjem, havde han tit en kasse ispinde med til os og ungerne fra Fuglsang Allé. Det var kasserede is med skæv pind eller flosset indpakning. For at isen ikke skulle smelte, inden far nåede hjem, var den dækket af tøris. Når ispindene var spist, smed vi tørisen i en flad balje med vand, så der stod en kuldedamp op i haven. Så legede vi røgcirkus og skiftedes til være spøgelse og gøre hinanden bange.

Om aftenen sad far sommetider i kiosken og talte gennem lugen med kunderne, flere af dem fra kvarteret. Han var udadvendt og nysgerrig og spurgte folk om de mest private ting. Mor blev flov, når han kunne fortælle, hvor mange gange en enligmor havde været gift, og hvorfor hendes søn blev kaldt Pinocchio.
Det kunne vi godt have fortalt hende, for han havde lang næse og store ører.

Mor var ikke særlig imødekommende over for folk i kvarteret, og hun var meget påpasselig med, hvem vi tog med hjem. I stedet for at tale med folk på fortovet, spionerede hun gennem køkkenpersiennernes lameller.
Fra sin opvækst på landet havde hun en angst i sig for at blive genstand for sladder. Hvad tænker naboen?

Far var derimod mere udadvendt. Hvis han savnede kontakt med omverdenen, tog han sin alpehue på og greb en kost, selv om fortovet ikke trængte til at blive fejet. På den måde fik han tit en lille sludder med vilkårlige forbipasserende.

Fra han var dreng havde far holdt meget af høns, så han byggede en hønsegård op ad stakittet ind til naboen. Flere hvide italienere og mindre sølvrandede wyandottere gik rundt og gokkede, og en hane galede, når solen stod op. Det var lige uden for vores nabo Hans Hedtofts køkkenvindue.

Hedtoft var på det tidspunkt Danmarks socialdemokratiske statsminister. En travl mand med en meget venlig kone, der hed Ella. Hun talte altid sødt til os, og vi kaldte hende ved fornavn. Udover at hønsene larmede, så lugtede hønsegården ekstra slemt, når det blev rigtig varmt.

Mor var pinlig berørt.

– Poul, vi kan ikke være det bekendt. Og så lige uden for statsministerens køkkenvindue.
– Arh, skide være med det, sagde far. – Han ved, jeg stemmer på ham.
Der kom heller aldrig nogen klage fra Hedtoft.

Far jamrede jævnligt over sin hofte, der aldrig var blevet helbredt. Mor sagde til mig, at han jamrede mere, når han var i nærheden af hende.

Hoften forhindrede dog ikke, at far lærte mig at cykle. Med et kosteskaft bundet fast bag sadlen jollede jeg af sted med far hinkende bagefter, mens han holdt fast i kosteskaftet. En aften, da han næsten ikke kunne få vejret, slap han skaftet, og jeg cyklede uden at opdage, han ikke støttede mig. Når man slipper angsten, finder kroppen selv ud af det. Det var den samme fornemmelse, som da jeg lærte at svømme.

Vi var nu flere drenge på vejen, der cyklede. Desværre var vi ikke store nok til at køre på knallert, men vi satte papskiver fast på forgaflen med tøjklemmer. Så lavede cyklen en lyd, der mindede om en knallert. Vi kunne i ramme alvor diskutere, om det var pap fra en havregryns- eller en skotøjsæske, der var mest velegnet til en papknallert.

Hans Kragh-Jacobsen (f. 21. juni 1945)
Forfatter, billedkunstner, dramatiker, dokumentarist og instruktør.
Som ung skuespiller med i Solvognens aktion under Rebildfesten i anledning af USA’s 200 års fødselsdag i 1976. Var med i Jomfru Ane Teatret og skrev sangen ”Plutonium”. Senere medlem af Ungdomsredaktionen i Danmarks Radio, hvor han blandt andet var ankermand på Klyderne. Skrev tv-serien Bullerfnis. Det er også blevet til flere romaner og skuespil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top