En æra slutter i Brønshøj
IMG_1300-e1635841501939.jpg

I stuehuset til den gamle gård Pilegården fortsætter Rollespilsfabrikken. Foto: ef

I stuehuset til den gamle gård Pilegården fortsætter Rollespilsfabrikken. Foto: ef
Pilegården lukker i december. Bydelens nye kulturhus i Brønshøj Gamle Skole skal stå færdigt i forsommeren 2023 – og det gamle kulturhus i Pilegården indrettes til tandklinik for Skoletandplejen

Dette betyder dog ikke at alle de mange aktiviteter i Pilegården sættes på pause i halvandet år

– Rollespilsfabrikken fortsætter i villaen, som er stuehuset til den oprindelige Pilegård, og vi har fået lokaler omkring Brønshøj Torv, hvor vi kan fortsætte med mange af vores tilbud og muligheder, siger Mette Bøgelund Lerstrup Larsen, der er kulturhusets fagkoordinator og har været tilknyttet Pilegården siden 2005.

Der er også udsigt til, at keramikværkstedet, fitnesslokalet og gymnastiklokalet i kælderen kan fortsætte sine aktiviteter samt brugen af banerne til petanque i haven bag bygningen.

– Hvis det går, som vi håber, rykker spejderne ud af Rytterskolen på Brønshøj Torv omkring årsskiftet, og vi kan så disponere over hele huset, bortset fra udstillingen om Carlstad på 1. sal. Vi får kontor i Rytterskolen og der vil blandt andet være musikundervisning og mødelokaler, og så vil vi inddrage de grønne områder fx Rytterskolens have i vores tilbud, fortsætter Mette.

– Den pavillon der ligger mellem Brønshøj Gamle Skole og gadekæret, kan vi også disponere over. Her kan foreninger fx afholde koncerter eller dyrke gymnastik. Vi vil også rykke ind på biblioteket på Brønshøj Torv med vores repaircafé, vores quizaftener og Lokalhistorisk Arkiv får lokaler i kælderen, hvor de vil fortsætte med at holde åbent hus, tilføjer Mette.

Der er også indgået aftale om brug af Brønshøj Sognecenter på hjørnet af Brønshøj Kirkevej og Frederikssundsvej. Her bliver der plads til fx Visens Venner Brønshøj. Brønshøj Jazzklub og korsang.
Der er også muligheder for blandt andet koncerter og udstillinger i Brønshøj Vandtårn.

foto. ef

Glæder sig til nye muligheder

– I dag er der 31 foreninger, der anvender Pilegården, og vi har med god hjælp fra lokalområdet skabt mulighed for, at foreningerne kan fortsætte deres aktiviteter indtil det nye kulturhus kan tages i brug. I øjeblikket er vi også i gang med at definere rammerne for det nye kulturhus og har fået mange gode inputs fra lokalområdet til dette blandt andet via Åbent Hus arrangementer i Brønshøj Gl. Skole og Brønshøj-Husum Lokaludvalgs borgerpanel, siger Mette.

– Vi glæder os meget til det nye kulturhus står færdigt som et attraktivt og centralt beliggende lokalt kulturhus i bydelen. Vi er meget taknemmelige for muligheden for at kunne præge det fra start, og vi glæder os også til at udvikle udendørsområderne omkring kulturhuset, som vi mener har et stort potentiale for et nyt, attraktivt byrum i Brønshøj.

På loftet etableres en sal med plads til 120 siddende gæster – og bare det at få en sal og en café uden søjler, glæder vi os meget til. Vi håber i det hele at nå ud til mange flere Brønshøj-borgere med det nye kulturhus og de forbedrede rammer, vi ser frem til at få, slutter Mette Bøgelund Lerstrup Larsen.

 

2 kommentarer om “En æra slutter i Brønshøj”

  1. Peter Lynge Sørensen siger:

    Hvad med cafeen i 1½ år ?
    Lige nu kan man mandag og onsdag få dagens ret, kan man det i de 1½ år ?

  2. Poul knoblauch siger:

    Er der nogen der koordinerer lokale udlejningen, musikforeningerne der tidligere benyttede pilegaarden er nød til at vide hvor og hvornår vi kan låne lokaler i F t at booke kunstnere, vi vil jo ikke at kulturen i Brønshøj skal stå stille indtil 2023, og med risiko for at musikforeningerne ikke overlever, bare fordi ombygning af pilegården og manglende ombygning af Brønshøj skole overhovedet ikke er blevet koordineret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top