Det er en havørn!
havoern-i-utterslev-mose-e1636119631272.jpg

Foto: Rune Baastrup

Pludselig havde Rune Baastrup fuglen som kaldes den flyvende dør, på grund af det store vingefang, over hovedet da han gik tur ved Utterslev Mose

Mandag den 1. november blev gåturen med barnevogne i Utterslev Mose noget anderledes for Rune Baastrup.

– Jeg havde en fuldstændig magisk oplevelse, da jeg ved frokosttid trillede med barnevogne og pludselig opdagede, at vi havde fået majestætsbesøg midt på boldbanerne ved mosen, skriver Rune Baastrup i et opslag på faceboook, hvor der er en række billeder, som Brønshøj-Husum Avis har fået lov at citere fra.
En havørn sad omgivet af krager og kæmpede for at få sin frokost i fred

Rune Baastrup gætter selv på at det er en krage som havørnen er ved at spise, men biolog og projektleder på GPSprojektet med havørne, Daniel Palm Eskildsen, gætter på en and og at kragerne omkring håber på gratis fastfood.

– Der er mange ornitologer i Utterslev Mose. Det er det bedste sted at se på fugle i københavnsområdet, så der er mange registreringer. Jeg kan se i DOFbasen, at der månedtligt flyver havørn over mosen men vi skal cirka to år tilbage for at finde et registreret touchdown, som vi kalder det, når de kommer ned, fortæller biologen fra Dansk Ornitologisk Forening.

Så det er forholdsvis sjældent at man ser en havørn som spiser i Utterlsev Mose, men lægger man nakken tilbage og eventuelt sætter en kikkert for øjet, er der bedre muligheder.

Gammel havørn

– Jeg har boet ved mosen hele min barndom og spillet fodbold på de baner i uendeligheder, og aldrig set noget lignende. Gid jeg havde haft et bedre kamera på mig og kunne fange deres kamp i luften over vores hoveder – men da føltes det vigtigere lige at få barnevognen lidt på afstand, fortsætter Rune Baastrup om oplevelsen.

Ifølge Daniel Palm Eskildsen er der tale om en forholdsvis gammel havørn. Det ser han fordi den har helt hvid hale, flødefarvet hoved og et helt gult næb. Den er mindst fem år gammel og kommer sandsynligvis fra nærområdet hvilket i havørneskala er en omkreds af 50 km.

Der er ynglepar på Amager, i Nordsjælland eller den kan være en svensker, siger biologen og fortæller også, at havørnene af natur er bange for mennesker men efter at den ikke længere bliver jaget og der kommer flere og flere af dem, yngler de tættere på mennesker efterhånden. Så vi vil måske komme til at se mere til dem i fremtiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top