Børnevalg 2021 på biblioteket
boernevalg-e1635776157123.jpg
Landets biblioteker inviterer til Børnevalg 2021, for at styrke børnenes forståelse for og lyst til at deltage i demokratiet

Frem til den 16. november kan børnene gå til stemmeboksene på børnebiblioteket og vælge, hvem der skal vinde årets Børnevalg. Bydelens tre biblioteker i Tingbjerg, Husum og Brønshøj afholder naturligvis også Børnevalg i år.

I Tingbjerg kan børn og forældre brevstemme side om side. Børnene der stemmer deltager samtidigt i en lodtrækning om tre bogpræmier. Også i Husum udloddes der tre bogpræmier. På Brønshøj Bibliotek er der også sat en lille valgboks frem og der kan stemmes i hele åbningstiden, hvis man lover ikke at fuske.

– At vi skaber børnevalg, handler om at skabe demokratisk dannelse også for de helt små. I en kommunal valgkamp er det oplagt at bruge figurer, børnene kender fra deres bøger til at formidle det der med valg til dem. Bibliotekernes væsentligste opgave er at understøtte demokratiet gennem debat og adgang til litteratur og viden. Det gælder også for børn, og børnevalget er en fantastisk måde at få afmystificeret på for de mindste, siger direktør i Danmarks Biblioteksforening, Michel Steen-Hansen.

Det er 3. gang der afholdes børnevalg på bibliotekerne. Ved børnevalget i 2017 deltog over 15.000 børn, og her vandt Villads fra Valby en overbevisende sejr med hele 4260 personlige stemmer på valgsproget om ”Ja til slik”. I 2019 vandt Carla og ”Vildheks” ved valget, hvor flere end 17.000 børn deltog.

Børnevalg 2021 er igen arrangeret af Ballerup Bibliotekerne og Danmarks Biblioteksforening i samarbejde med landets øvrige biblioteker.

Børnene får en stemmeseddel med de 11 nominerede børnebøger, som er præsenteret ved flotte valgplakater og slogan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top