Stig Dalager – højaktuel forfatter på hjemmebane
P1070015-e1635160727740.jpg

Stig Dalager i sit hjem på Håbets Allé i Brønshøj oktober 2021. Foto: kv

Stig Dalager i sit hjem på Håbets Allé i Brønshøj oktober 2021. Foto: kv
Lokalt forfatterskabt rummer nu 7 bind i serien om hvad denne anmelder mener er forfatterens alter ego

Den danske forfatter Stig Dalager (født 1952), som bor i Brønshøj, er godt kendt i Danmark og er det vel endnu mere i udlandet, især i USA. Han har en omfattende litterær produktion bag sig: Først og fremmest romaner, men dertil digtsamlinger, skuespil og monologer, hvoraf en del er opført i store udenlandske byer som New York.

Hans stofområde er enormt – fra historiske romaner om H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Marie Curie og Raoul Wallenberg med flere til højst aktuelle og højspændte emner i vor tids storpolitik, ikke mindst skuet fra nogle af verdens brændpunkter, New York, Washington og Jerusalem etc.

Det sidste kommer især til udtryk i Dalagers vældige værk ”Broerne til verden”, som indtil nu består af syv bind. Der er tale om en række udviklingsromaner, der følger den danske jurist Jon Bæksgårds odyssé fra Danmark til diverse udenlandske storbyer i hans stræben efter at slå et slag for ret og retfærdighed.

Meget betegnende hedder seriens første bind kort og godt ”Jon”, 1986, og det vel nok bedste eksempel på den fremadskridende series aktualitet giver det fjerde bind, ”Skyggeland”, 2007, med sin fokus på angrebet mod World Trade Center i 2001, hvor forfatteren viser, hvor uhyggeligt spændende han kan skrive.

I 2020 kom så den syvende roman i serien, ”Kaos og verden”. Som i de foregående bind afslører Dalager på naturlig vis sin enorme viden om allehånde emner: kunst, musik og videnskab – hvad det sidste angår endda den seneste it-teknologi, idet en avatar – et it-udviklet 3-dimensionelt menneske – optræder som en vigtig ”person”.

I 2005 blev Stig Dalager tildelt den livsvarige ydelse under Statens Kunstfond, men denne og hvad der måtte komme ind på kontoen fra udgivelser indtil da, har ikke fået ham til at hvile på laurbærrene eller rettere kontanterne.
For ham synes omhyggelige studier og research samt den endelige skriveproces i lejligheden på Håbets Allé at bære lønnen i sig selv.

Hans enorme arbejdsglæde gælder ikke mindst, når han skriver om sin romanhelt Jon Bæksgård – helt sikkert Dalagers alter ego – idet Jon som jurist kæmper for samme ret og retfærdighed, som Stig gør det i sin egenskab af forfatter.

At ovennævnte ikke kun er lokalpatriotisk ros kan bevidnes af utallige anmeldelser af det omtalte syvende bind. Vi nøjes her med den svenske avis ”Dagens Nyheter”: ”Verdenslitteratur … om den evige yngling Jon Bæksgård.” Jon er nu nok mere yndling end yngling, eftersom han er blevet 63 år nu i 2016, hvor romanen foregår – året da Donald Trump blev valgt til USA’s præsident! Dalager har skabt og udviklet Jon Bæksgård til en romanhelt på samme litterære niveau som Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” og Martin A. Hansens ”Jonatan Smed” og ”Lykkelige Kristoffer” – og Jon Bæksgård gør helt sikkert Dalager til et af Danmarks bedste bud på en Nobelpris.

Stig Dalager holder ofte foredrag om sit virke i det store udland. Onsdag den 27. oktober kl. 19.00 gør han det i Café Bröns, Frederikssundsvej 140, hvor hovedemnet er romanen ”Kaos og verden”, men mon han ikke også kommer ind på andre aktuelle emner som for eksempel arbejdet på en filmatisering af ”Skyggeland” og opførelsen af hans nye monolog ”Hammarskjöld” – gåden om, hvorvidt FN’s generalsekretærs død i 1961 skyldtes en flyulykke eller et overlagt mord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top