Forslag om gennemkørende biler forventes sløjfet
Bystævneparken-03-48-20.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Bystævneparken. Foto: Kaj Bonne
Forud for vedtagelsen af en ny helhedsplan for Bystævneparken har forvaltningen droppet forslaget om at åbne Ærtebjergvej og Toften for gennemkørende biltrafik.

– Jeg er rigtig glad for, at forvaltningerne har droppet deres oprindelige forslag om at åbne et fredeligt villaområde op for gennemkørende biltrafik. Jeg er selv vokset op her, så jeg har været rigtig trist over forvaltningens ønske om at erstatte børneleg og boldspil på vejen med heftig biltrafik, lyder det fra borgerrepræsentant Laura Rosenvinge, der i sidste uge var med overborgmester Lars Weiss i Bystævneparken.

Forslaget om at åbne Ærtebjergvej og Toften op for gennemkørende biltrafik indgik som et forslag i den helhedsplan, som ligger til grund for udviklingen af Bystævneparken. Her er det planen, at der skal skabes en grøn bydel med nye plejeboliger samt private rækkehuse og private lejligheder.

Hovedparten af de indkomne høringssvar har været særdeles kritisk over for åbningen af Ærtebjergvej og Toften for gennemkørende biltrafik. Derfor lægger forvaltningen nu op til at sløjfe det forslag – mens de dog fortsat ønsker at åbne de to veje for cyklister og gående.

– Det er positivt, at vi får bygget flere boliger til københavnerne og gjort plads til flere plejeboliger i en ny og grøn bydel, forklarer Laura Rosenvinge.

– Men det skal jo ikke ske på bekostning af trafiksikkerheden i området og henover hovedet på beboerne i de omkringliggende boligkvarterer.

Endelig vedtagelse af Helhedsplanen for Bystævneparken forventes at ske i Københavns Borgerrepræsentation den 4. november.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top