Fire årtier smelter sammen på bedste vis
Foto-1_BB-KBTK-Holdbillede-e1635412335219.jpg

Stor glæde i BB/KBTK’s trup efter den overraskende sejr over Virum-Sorgenfri BTK. Fra venstre Sune Bjørn Larsen, Carsten Egeholt, Emil Friis Hansen og Kim Nylander. Foto: Privat

Stor glæde i BB/KBTK’s trup efter den overraskende sejr over Virum-Sorgenfri BTK. Fra venstre Sune Bjørn Larsen, Carsten Egeholt, Emil Friis Hansen og Kim Nylander. Foto: Privat.
I herrernes Bordtennisliga er Brønshøj/København kommet forbløffende godt fra start

Brønshøj/København har overrasket det meste af Bordtennis Danmark ved at vinde sæsonens to første kampe i landets bedste række over henholdsvis OB og traditionsrige Virum-Sorgenfri.

I en sand gyser der måtte afgøres i et Golden Set, indledte BB/KBTK sæsonen med at besejre OB fra Odense med 5-4. Denne sejr blev fredag på fornem vis fulgt op med en storsejr på hele 5-1 over ellers så sejrsvante Virum-Sorgenfri BTK.

– Jeg har en god fornemmelse med dette hold, siger klubbens svenske cheftræner og førstemand Kim Nylander, der har vist vejen med sejre i alle sine fire kampe indtil nu. Og netop det sublime sammenhold i truppen har nærmest fået det bedste frem i alle.

– Jeg har nok aldrig spillet bedre, sagde Sune Bjørn Larsen umiddelbart efter, at han fredag aften for første gang vandt over den danske mester i herresingle fra 2010 Christian T. Kongsgaard – endda med 3-0 i sæt.

Det bemærkelsesværdige på succésholdet er, at de fire spillere er født i hvert deres årti. Således er yngstemanden Emil Friis Hansen bare 19 år, Kim Nylander er 34 år, Sune Bjørn Larsen 45 år og alderspræsidenten – den tidligere landsholdsspiller Carsten Egeholt er fyldt 56 år, hvilket ikke ser ud til at genere ham.

Carsten har vundet to af tre kampe, og ærgrelsen over seks missede matchbolde i den tabte kamp er præcis lige så stor som for 35 år siden.

Med fem point af seks mulige indtager BB/KBTK netop nu rækkens tredjeplads, og den næste hjemmekamp i Grøndal Multicenter spilles lørdag den 30. oktober, kl. 11 mod Herlev. Der er gratis adgang til holdets kampe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top