Brønshøj-Husum skal høres på rådhuset
Debat_web-e1629811267109.png
Bydelen har mange vigtige sager på dagsordenen, men kommunen skal lytte bedre efter. Tag blot sagen om Gadelandet, hvor beboerne i AAB’s almene boliger her bedt om en kort pause i projektet ganske enkelt for at sikre, at boligforeningerne på begge sider af gaden får det maksimale ud af projektet. Det er underligt at være […]

Bydelen har mange vigtige sager på dagsordenen, men kommunen skal lytte bedre efter. Tag blot sagen om Gadelandet, hvor beboerne i AAB’s almene boliger her bedt om en kort pause i projektet ganske enkelt for at sikre, at boligforeningerne på begge sider af gaden får det maksimale ud af projektet.

Det er underligt at være vidne til, at kommunens teknik- og miljøforvaltning siger nej til et beboerønske som dels ikke koster en krone for kommunen, dels vil være en hjælpende hånd til beboere der kæmper for at løfte deres lokalområde og skabe tryghed og sikkerhed.

Med den frygtelige asbest sanering fra Tingbjerg i tankerne, er det også på tide, at politikerne på rådhuset fremover tager mere hensyn til beboernes sundhed end hensynet til deres venner i boligselskaberne.

Diskussionen om letbane og metro er også vigtig for Brønshøj-Husum. En letbane på Frederikssundsvej vil skabe endnu mere trængsel på gaden og forøge risikoen for alvorlige ulykker. Der har været to tragiske dødsulykker i 2020 på Frederikssundsvej. En ved Holcks Plads, og en ved Tuxensvej. Det er to ulykker for meget.

Jeg er derfor glad for, at der nu er sat en undersøgelse i gang om trafiksikkerheden på den stærkt trafikerede Frederikssundsvej. Metroen er på sigt den rigtige løsning for Brønshøj-Husum. Det vi skal sikre os er, at beboerne ovenpå metrolinjerne ikke generes af støj og summen som det desværre er tilfældet andre steder i byen. Metroen skal sikre bedre livskvalitet til borgerne i Brønshøj-Husum – ikke det modsatte!

Omlægningen af buslinjerne efter åbningen af Cityringen har også givet problemer for borgerne i Brønshøj-Husum. Det er endnu et eksempel på, at bydelen skal have større indflydelse på rådhuset i den næste valgperiode. Det vil Dansk Folkeparti kæmpe for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top