Boligformuer steget 405 mia. kr. på fem år
IMG_1093-e1635161640417.jpg
Værdien af danske ejerboliger er steget mellem 15 til 21 procent de sidste fem år, og den udvikling vil fortsætte, vurderer ejendomsmæglerkæden Estate

Ifølge opgørelser fra Danmarks Statistik, som Estate har analyseret, har ejere af danske ejerlejligheder og villaer de sidste fem år kunnet notere en stigning i den samlede boligformue på 405 milliarder kr.

– Med en samlet boligformue på 3.049 milliarder kroner, når vi kigger isoleret på ejerlejligheder og parcelhuse, må man sige, at de sidste fem år har været en god tid at være privat boligejer i. Udviklingen skyldes ikke mindst et lavt renteniveau og en høj efterspørgsel, som markedet ikke helt har været i stand til at svare, fordi der især i vækstområderne mangler boliger, siger Thomas Hovgaard, der er Estates presseansvarlige.

Er man samtidig også ejer af et sommerhus, er der også her grund til at glæde sig. Faktisk er boligformuen for sommerhuse steget mere end for lejligheder og villaer, nemlig med 21 pct., mens den samlede sommerhusformue i 2020 lå på 304 milliarder kroner.

– Sommerhuset har især under Corona fået en revival, men der selvfølgelig langt færre sommerhuse end helårsboliger, samtidig med et sommerhus typisk koster mindre end en helårsbolig, men det bliver interessant at se, om den samlede sommerhusformue vil falde efter genåbningen, når behovet for sommerhuse sandsynligvis vil falde, fordi vi kan rejse igen, siger Thomas Hovgaard.

– Der er ikke noget i vores krystalkugle, der tyder på, at udviklingen vil ændre sig mærkbart. Dansk økonomi er stærk, der er høj beskæftigelse, og der mangler forsat boliger, hvilket betyder, at priserne næppe vil falde. Så vakler man mellem at investere i sin bolig eller i andre værdier, vil boligen nok ikke være et dårligt valg, siger Thomas Hovgaard.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top