Mosetræf på søndag
Utterslev-Mose-01-33-15-e1631705895654.jpg
- nu med overrækkelse af Bydelsprisen 2021

Mosetræffet er tilbage efter en ufrivillig pause i 2020, og ligner på mange måder de tidligere mosetræf. Der er dog i år nogle nye aktiviteter som arrangørerne håber vil glæde en masse børn og voksne.
Efter den officielle åbning vil der være børnekoncert med Skrot og Tuti.
Herefter vil der på de fire aktivitetssteder omkring Midt- og Østmosen være et hav af naturaktiviteter, men også maleworkshop, yoga, fællesdans og rollespil.

Der kører dagen igennem hestevogn mellem de fire steder. Foreningen Mors Varme Hænder, der driver cafeen i Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus vil sammen med EnergiCenter Voldparken stå for salg af mad.

Bydelsprisen overrækkes

Til Mosetræffet offentliggøres det kl 10.30 , hvem årets prismodtager er.
Bydelsprisen uddeles af formanden for Brønshøj-Husum Lokaludvalg, Hans S. Christensen og er på 10.000 kr. samt æren.
Prisen tildeles grupper, klubber, foreninger, institutioner, forretninger og enkeltpersoner, der har gjort en særlig indsats for at skabe en levende udvikling af Brønshøj-Husum og bidraget til at gøre bydelen kendt som et attraktivt sted at bo, handle og leve.

Utterslev Mose. Foto: Kaj Bonne

Debat om vandmiljøet

Utterslev Mose lider under de store mængder kloakvand, der hvert år udledes gennem 15 kloakrør i forbindelse med større regnvejr.

– Forureningen af mosen har stået på i mere end 60 år, og selvom, der er gjort en hel del for at dæmme op for dette spildevand, er der stadig langt igen før vi har et vandmiljø af ’god økologisk kvalitet ’. Dette er den officielle målsætning ifølge det såkaldte Vandrammedirektiv fra EU og målsætningen være indfriet inden 2027. Det kræver resolut politisk mod og handling, og det er det vi ser frem til at drøfte med den række af kandidater til Borgerrepræsentationen, der deltager i debatten på mosetræffet, udtaler formand for lokaludvalgets miljøudvalg, Ida Jørgensen.

Mosetræffet starter kl. 10.30 med velkomst og uddeling af Bydelsprisen 2021.

Debatmøde kl. 14 på teltpladsen ved Mosesvinget.

Mødesteder:
Mosehuset, Mosesvinget 3
Teltpladsen, Mosesvinget
Streyf, Rådvadsvej 69
Højmosen, Grønnemose Allé 44
Hele programmet kan ses på www.mosetræf.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top