Benspænd for gadehaver langs Frederikssundsvej
jakob-soland-engbaek-og-nynne-noerup-scaled-e1632828663849.jpg

Jakob Soland Engbæk opg Nynne Nørup er begge vant til en del papirarbejde, de er begge Miljøteknologer og ingeniører, men måtte alligevel give op, da de forsøgte at få tilladelse til frivilligt arbejde langs Frederikssundsvej. Foto: gg

Der bliver ikke plantet blomster i vejbedene, for det er for svært at få tilladelserne fra kommunen på plads

Det var en god idé. Er det stadig. At plante nogle planter og blomster i vejbedene på Frederikssundsvej til glæde for biodiversiteten, skabe noget pænt at se på. Lidt mere liv langs den trafikerede vej. Men bureaukratiet spænder ben for drømmene. København beder ellers om inputs og gode idéer.

I nogle af vejbedene er jorden sunket og i nogle står et træ. I de fleste ligger der skrald.
Det startede med at Nynne Nørup fik en idé. Hun ville gerne sprede nogle frø i bedende langs vejen.

– Men jeg tænkte, at jeg hellere lige måtte tjekke, om jeg måtte det. Sådan så at folk ikke bare troede, at jeg gik og spredte…skrald eller hvad ved jeg, siger Nynne Nørup som er civilingeniør i miljøteknologi.

Så hun besluttede at spørge Miljøudvalget under Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Der var Jakob Soland Engbæk allerede medlem og han synes også at det var en god idé. De to gik i gang.

Nemt på Østerbro

På Østerbro er der gadehaver og det fungerer. De lokale har været i kontakt med byrumsforvalteren og havde desuden fået en arrangementstilladelse. Derefter var der blevet plantet i fælleskab. Det virkede lige til.

– Men vi skulle have en gravetilladelse og så fik vi det. Og så fik vi at vide, at vi også skulle lave en pleje- og vedligeholdelsesplan. Fair nok. Det lavede vi, fortæller Jakob Engbæk.

– Men gravetilladelsen skulle være til hvert bed. Og vi skulle også have afspærringsskilte til hvert bed. Og AMU-kurset `vejen som arbejdsplads´, fortæller Jakob Engbæk om processen med kommunen som endte med at dræbe hans lyst til at skabe gadehaverne.

– Det er allermest paradoksalt, at man ikke må sidde på hug mellem to parkede biler og plante nogle blomster uden at have afspærring og kurser, men vi må godt krydse vejen som almindelige borgere. Hvis vejen er så farlig, burde vi jo lave om på det, siger Jakob Engbæk.

Løsninger

De to initiativtagere har ellers været omkring en del tanker om måder at løse udfordringerne som de mødte på. Kunne man beplante på bedene på sidevejene? Kunne det være i plantekasser?

– Men vi kan ikke begynde at bruge de penge som vi havde fået af Lokaludvalget på at beplante private fællesveje, siger Jakob Engbæk. Nynne Nørup tilføjer:

– Og plantekasser skal vedligeholdes ellers bliver de meget hurtigt grimme.
– Men selvfølgelig kan de (kommunen, red.) ikke tage ansvaret for vores sikkerhed. det er klart og det har vi forståelse for, siger Jakob Engbæk.

Skuffelse

Da de to endnu følte at de havde momentum til at få skabt et fællesskab omkring gadehaverne i Brønshøj-Husum, oprettede de også en facebookgruppe til gadehaverne og historien om fælleskabet var omtalt i bydelsguiden som Lokaludvalget uddeler.

Og det er faktisk alle dem som meldte sig ind der og som troede på projektet, som de to nu er allermest kede af at måtte skuffe.

– Rigtig mange ville gerne være med, men vi måtte ikke, konkluderer Nynne Nørup.
Frederikssundsvej er for trafikeret og der er en cykelsti i mellem vejbanen og fortovet. Det er hvad der i sidste ende blev årsagen til, at de små bede ikke får nye planter foreløbigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top