Tre klinikker åbner i sognehuset
laegehuset-sognegaarden-e1629894027242.jpg

Lægerne øverst fra venstre: Bjarne Jørgensen, Johan Poulsen, Rikke Peitersen og Trine Bagger. Foto: gg

To lokale lægepraksisser og en ny er gået sammen om at omdanne det gamle sognehus til et fælles lægehus. Der er åben for tilgang hos en af dem

Der har længe været gang i byggeriet indvendigt i det nu tidligere sognehus efter at det stod til salg længe da det nye sognehus stod færdigt.

Det er 3 lokale læger, Bjarne Jørgensen og Trine Bagger fra Praksis 201, samt Johan Poulsen med praksis ligeledes på Frederikssundsvej i nummer 192 som for deres egne penge har købt det. Med sig i det nye lægehus får de Rikke Feldbæk Peitersen, der blev færdig som praktiserende læge sidste år og som siden har arbejdet i almen praksis og i rusmiddelbehandlingen i Københavns kommune.

Nu er hun klar til at springe ud som lokal læge i Brønshøj og har særlig interesse i børnesygdomme, gynækologi og psykiatri. Og selvfølgelig alt det andet som kommer i en almen praksis. Det er bredden som jeg kan lide, siger hun og uddyber et ønske:

– Jeg vil fortsat rigtig gerne arbejde med de skæve eksistenser. Det er et stort ønske for mig at blive eksempelvis bostedslæge, siger hun da Brønshøj-Husum Avis mødes med de fire ved sognehuset. Udendørs for håndværkerne arbejder indendørs. Lægehuset åbner 1. september og Trine Bagger siger jokende, at man jo sagtens kan se, at der meget snart skal patienter ind i det hus.

Farver

Det er nu nok kun sjovt at sige fordi det nok skal lykkes at få omdannet huset, som har fået flere klinikker i det som var den store sal med scene, laboratorier til hverdagsbrug og på førstesalen personalerum med køkken.
Der er bevaret mange detaljer som buerne over dørene og samtidigt fremstår det hele nutidigt og lækkert med flotte farver.

– Vi skal have mere plads og bedre forhold for både vores personale og for patienterne, siger Trine Bagger som i sin nuværende praksis har en stejl trappe op lige som der også er trappe til Johan Poulsens.
I det nye lægehus er der ingen trapper til klinikkerne og der er adgang til ventesalen fra haven, så heller ikke fortrappen skal forceres.

Det er ikke kun de bedre fysiske rammer for de ansatte men også fællesskabet som har fået de fire læger til at gå sammen.

De tre af dem er erfarne læger med henholdsvis 9, 11 og 26 års erfaring samt Rikke Peitersen som kommer med sin friske erfaring fra specialiseringen.
Det giver en alt i alt en samlet mængde viden og erfaring som er enorm.

– Vi kan ikke tage hinandens patienter, men vi kan give hinanden faglig sparring i fælleskab, siger Johan Poulsen.

Privat investering

På trods af historier i pressen om mangel på læger i særligt Tingbjerg, men også jævnligt efterspørgsel på lokale læger i Husum-Brønshøj som er åben for tilgang, har de tre praktiserende læger ikke oplevet at få kommunal hjælp til at etablere et større lægehus med plads til flere læger og dermed flere pladser i bydelen.

– Lad os bare sige at støtten har været minimal, siger de.
Og derfor har de tre altså selv etableret lægehuset, hvor de også kunne få plads til en læge ekstra samt bedre arbejdsforhold for dem alle.

På sigt kan der måske også blive plads til en eller to med en anden sundhedsfaglig baggrund, men det er ikke på plads nu. Først skal tilblivelsen afsluttes.

Og navnet til det nye sted i det gamle sognehus? Det er Lægerne Præstegårds Allé men der er tre individuelle klinikker i huset som fortsætter med hvert sit navn som nu.

Lægerne åbner den 1. september

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top