Igen film på Husum Bibliotek
doc_2700_roed.jpg
Efter en lang corona nedlukning, kan filmklubben ”Dox:2700” igen åbne med fire dokumentarfilm

Filmene vises dette efterår på Husum Bibliotek, Frederikssundsvej 290 den første onsdag i måneden.
Efter filmen er der besøg af en gæst, der med et oplæg indleder aftenens debat. Medlemmerne af filmklubben har selv valgt de film, der vises.

Grønlands udvikling

Der lægges ud onsdag den 8. september, kl. 18.30 med filmen ”Håbets Ø” af Sturla Pilskog og Sidse T Larsen. Filmen er et portræt af helt almindelige grønlændere. Nyheden om et stort amerikansk erhvervsprojekt, spreder optimisme i den grønlandske by, men da det efterhånden står klart, at projektet ikke bliver til noget, kommer erkendelsen af, at forandringen starter hos dem selv.

Efter filmen oplæg af Mira Brandes fra Nalik, som er en forening, der arbejder for ligeværdighed og
ligestilling for grønlænderne, og støtter en afkolonisering af Grønland.

Ligestilling

Næste film vises den 6. oktober, kl. 18.30. Det er ”The Cave”, som fortæller om de civile, som er fanget i den belejrede bydel Al-Ghouta i Syrien, og har mulighed for at finde håb og sikkerhed
i det underjordiske hospital ”The Cave”. Den kvindelige børnelæge Dr. Amani Ballour og hendes kollegaer
arbejder på lige vilkår med deres mandlige kollegaer, hvilket ville være helt utænkeligt i den syrisk
herskende kultur over jorden. Efter filmen er der besøg af ”Læger uden Grænser”

Familiens fodspor

I november vises ”Fædre & sønner”, filmproducer Michael Haslund-Christensen vil gerne have tid sammen med sin far, den gamle hofmarskal Søren Haslund-Christensen hvis helbred skranter.
Michael får lokket sin far med på eventyr. De rejser i bedstefar Hennings fodspor til Mongoliet for at undersøge om det er sandt at bedstefaren levede et hemmeligt dobbeltliv som våbensmugler og hemmelig britisk spion.
Efter filmen deltager Michael Haslund-Christensen i debatten.

Veteraner 

Den 1. december 2021 er det filmen ”Springet” af Claus Bohm, som er en beretning om den unge dansker Gudme, som deltager i Den finske Borgerkrig 1918.
Man ser følgerne for hans liv og skæbne, gennem mellemkrigsårene og besættelsen, hvor Gudme bliver
modstandsmand. Emnet perspektiveres af udsagn fra nutidens danske veteraner. Lone Jeppesen, lektor ved Nørre Gymnasium, deltager i debatten.

”Filmklubben Dox:2700”
25 kr. for alle fire film og debatter
Medlemskortet fås på Husum Biblioteks hjemmeside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top