Flere vil have socialt frikort
Cecilia-1.jpg

Cecilia Lonning-Skovgaard, Venstre, borgmester, Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune.

Siden forsøget med det sociale frikort for udsatte borgere blev forlænget, har der været en stigende interesse og indtjening i København

De mest udsatte københavnere er i stigende grad interesseret i at få et socialt frikort.
Det giver mulighed for at tjene op til 20.000 kroner årligt på at løse småopgaver uden at blive trukket i offentlige ydelser.

Nye tal viser, at efter forsøgsordningen med det sociale frikort blev forlænget i januar måned, er der det første halve år af 2021 blevet bevilliget 311 sociale frikort i Københavns Kommune.
Det er er 132 flere end samme periode sidste år og dermed en stigning på ca. 75 pct.

Det glæder beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V):

– Tallene understreger hvor vigtigt det var, at vi fik videreført det sociale frikort. Det giver alle, der kan og vil, en chance for at blive en del af det arbejdende fællesskab. Det har jeg kæmpe respekt for, og det skal vi som samfund bakke op om.

Mulighed

Det sociale frikort blev indført i 2019 som en forsøgsordning, der skulle give borgere, der har problemer med f.eks. misbrug, hjemløshed eller psykiske vanskeligheder, muligheden for at tjene op til 20.000 kr. årligt skattefrit og uden at blive trukket i fx kontanthjælp, førtidspension eller boligsikring.

Forsøgsordningen skulle kun køre til udgangen af 2020, men blev forlænget, så den nu gælder til og med 2022.

Over 5 mio siden´19

Siden starten har de udsatte københavnere tjent over 5 mio. kroner på det sociale frikort.
Og tallene viser, at indtjeningen er stigende.

I 2019 tjente de udsatte mere end 1 mio. kroner på det sociale frikort. I 2020 var det mere end 2 mio. kroner. Og i første halvår af 2021 er tallet allerede tæt på 1.9 mio. kroner.
De små job eller arbejdsopgaver, som er blevet løst, er meget forskellige. Det kan være støvsugning af en kirke, en tjans bag baren på en festival, at feje en gård eller salg af kunst.

– Med til historien hører også, at mange private virksomheder har fundet opgaver, som de udsatte har kunne løse. Virksomhederne tager et samfundsvar, og det har været fantastisk at se, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.

Det sociale frikort

Det er borgeren selv, der ansøger om det sociale frikort, og selv afgør, i hvilket omfang han/hun ønsker at arbejde.
På landsplan er der indtil nu bevilliget ca. 3.700 sociale frikort, hvoraf Københavns Kommune har udstedt ca. 29 pct.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top