Copenhagen Cooking indtog bydelen
RFP_4113-copy-e1630393259102.jpg

Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Mange havde fundet vej til spisning i teltet ved EnergiCenter Voldparken. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Tirsdag i sidste uge var der langbordsmiddag og fælles hygge i den grønne have ved EnergiCenter Voldparken

Arrangementet var en af de 80 mad-events rundt om i byen i forbindelse med Copenhagen Cooking 2021 og 100 spisende gæster var samlet tirsdag aften til en smuk langbordsmiddag i den grønne have ved EnergiCenter Voldparken. Aftenen bød på et unikt sammenskudsgilde af en middag der samlede flere af de bedste madkræfter fra lokalområdet.

Frivillige fra Restaurant Virketrang i Tingbjerg og Det Økologiske Folkekøkken bød i fællesskab på en række grøntsagsbaserede retter af årstidens grønt og urter fra egen have. Det grønne akkompagnerede kernen i måltidet, tynde tyrkiske fladbrød med fyld, gözleme, lavet på stedet over ild, af en håndfuld dygtige kvinder fra Tingbjerg.

Kommer igen i bydelen

Fællesmiddagen er en del af madfestivalen Copenhagen Cookings program, der løber indtil søndag den 29. september. Arrangementet er en del af ”Mad på Kanten”, som er støttet af Københavns Kommune med henblik på at sætte fokus på de kulinariske aktiviteter i bydelene uden om city. Det er første gang, Copenhagen Cooking har arrangementer i Brønshøj-Husum området, men ikke sidste, forsikrer arrangørerne bag.

Tidligere regionsrådsformand og nuværende overborgmesterkandidat Sophie Hæstorp Andersen spiste med i Voldparken. Her sammen med kok Martin Pihl fra Det Økologiske Folkekøkken. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Ved middagen deltog desuden tidligere regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen og Esben Danielsen, fagdirektør i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning.

Restaurant Virketrang holder til i Tingbjerg, og er et samarbejde mellem Hotel- og Restaurantskolen, Steno og Tingbjerg Forum. Projektet handler om i engagere Tingbjergs borgere, i særdeleshed de unge, at skabe en restaurant der kan danne rammerne for fællesskabet blandt borgerne i området. Hver uge laver de mad i et folkekøkken lignende setup.

Det Økologiske Folkekøkken laver blandt andet grøn mad til institutioner og gæster på EnergiCenter Voldparken, et hus drevet som en socialøkonomisk virksomhed, der laver aktiviteter for lokalområdet indenfor idræt, natur og kultur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top