Børn har ret til rock
Konsert-Husum-Skole-05-34-21-e1629788312161.jpg

Buster-bilen ladet med børnerock spillede for Husum Skole i 10-frikvarteret. Foto: Kaj Bonne

Buster-bilen ladet med børnerock spillede for Husum Skole i 10-frikvarteret. Foto: Kaj Bonne
Musik er medskabende i film og derfor præsenterede Buster Filmfestival en række koncerter i bydelen i anledning af 40 året for de første børnerockkoncerter

Onsdag den 18. august fyrede Buster Filmfestival op for børnerocken rundt omkring på skolerne i Brønshøj-Husum samt Vanløse.

På ladet af en ombygget varevogn, præsenterede et band, ledet af musiklærer Kevin Lynggaard Dyrholm fra Brønshøj Skole, en række mobile koncerter på de forskellige skoler.

Koncertrækken blev afsluttet med en længere koncert på Brønshøj Torv, hvor alle var med på scenen på skift og hvor der blev spillet et væld af børnenes egne sange samt covers af både ældre og helt nye numre som er mere og mindre kendte.

Blandt de optrædende var både kendte ansigter som Liva og Tinke & the Winkies fra MGP – sidstnævnte med en række dygtige sangere i bandet, viste det sig. Derudover en række dygtige debutanter.

Men hvorfor laver en filmfestival nu en koncertrække?

– Vi laver filmfestival og den handler også om at inspirere til at udtrykke sig gennem filmmediet, men også gennem musik og kunst, siger Mariella Jensen som er programchef på Buster Filmfestival.
Musikken bærer en stor del af det stemningsskabende i film og Buster Filmfestival tager børn seriøst med film til, med og for børn. Sådan har det bestemt ikke altid været og det er det som skulle markeres.

– I gamle dage kunne børn godt gå til musik, men de kunne kun lære klassisk musik. Så spillede de klaver eller violin, men rock var ikke en mulighed. Det er det nu og det er børn i dag slet ikke klar over, men det skal de virkelig være glade for, siger Mariella Jensen.

Energien

Koncerten blev indledt med nogle ord fra trommeslageren Grev Lyhne fra børnerockbandet Parkering Forbudt som i 80´erne revolutionerede børnemusikken og skød gang i en række koncerter over hele landet hvor bands kunne tilmelde sig, lige som de også arrangerede en børnerockfestival.

– Børnerock handler om at udtrykke sig. Det er lige meget med kvaliteten, det handler om energien og udtrykket, siger Grev Lyhne, en af de oprindelige børnerockere.

Og så gik de ellers i gang, startende med titelsangen fra filmen Busters Verden i den version fra start-80´erne som Nanna sang. Derefter trådte den ene dygtige pige efter den anden op på scenen akkompagneret af musiklærerne og et dygtigt band som også bestod af elever fra Brønshøj Skole.

Halvvejs gennem koncerten fik de brug for en trommeslager igen til en af de sange hvor der ikke var band på normalt.

– Hey August, kommer du ikke lige herop igen?, sagde Kevin Dyrholm i mikrofonen og det gjorde August som nu arbejder på Buster Filmfestival. Det viste sig, at August også har gået til musik hos Kevin.

Foto: Kaj Bonne

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top