Ballonpost fra de nye 0. klasser
Korsager-Skole-19-33-21-e1628758200229.jpg

Foto: Kaj Bonne

Alle de nye elever på skolen sender sammen en ballonhilsen afsted på første skoledag. Det har været en tradition på Korsager Skole i 12 år. Foto: Kaj Bonne
Første skoledag for fire nye klasser på Korsager Skole betyder flagallé og ballonpost som sendes ud til alle verdens egne med ønske om at få svar. Se videoen fra ballonopsendelsen i bunden af denne artikel

Korsager skole har i år kunnet slå dørene op til en fjerde 0. klasse. Der er simpelthen flere og flere som vælger at starte på Korsager skole. Og det glæder skoleleder Peter Aksten som onsdag tog imod de 96 nye elever, der skal fylde klasserne U, V, X og Y.

– Vi kan se, at de lokale børn bliver boende her og det er skønt. Når man går på den lokale skole kan man finde venner på vejen, siger Peter Aksten til Brønshøj-Husum Avis på dagen, hvor de nye eleverne bliver modtaget med flag af eleverne fra 9. klasse.

Arbejdet med at få distriktsbørnene til at bruge den lokale folkeskole, beskriver skolelederne som et langt, sejt træk.

– Der er kommet flere børn i distriktet, men det kræver også at forældrene har tillid til os. Og der kan jeg jo sagtens stå og sige alle de ting som er godt ved skolen, men de vigtigste ambassadører er jo alle forældrene som fortæller om skolen ude i børnehaverne, siger han.

Konkret kan man se på skolens statistik, at der er fremgang i et langt træk. Det er således med en distriktsskole, at den altid har plads til de børn som bor i distriktet; altså det område som den enkelte skole er tildelt.
I 2019 valgte 60% af eleverne i Korsagers skoles distrikt at starte på skolen, i 2020 var det steget til 62% hvoraf de resterende 16% startede på en privatskole og de 22% på en anden folkeskole.

Den endelige opgørelse er ikke kommet for 2021 endnu, men skolen anslår, at det ligger på omkring 70% af distriktsbørnene som torsdag startede på deres lokale skole.

Det har betydet at man nu endegyldigt har kunnet slå dørene op til fire klasser på årgangen ´21/´22 efter at skole i nogle år har ligget på vippen med tre store 0. klasser. Med 96 optagne elever i år, betyder det gennemsnitligt 24 elever i hver 0. klasse.

Eleverne fra 9. klasse dannede flagallé for de nye 0. klasser. Flagallé er en gestus som gives tilbage. Når 9.klasserne stopper på Korsager Skole, er det 0. klasserne som flager dem ud. Foto: Kaj Bonne

Ventetid

Første skoledag er for alle de nye elever startet med at få den nye skoletaske på ryggen. Og vente på at skulle møde op på skolen lidt før 10, for så at vente på at flagalléen skulle stille op.

Skoleleder Peter Aksten kom i sin tale til børn og forælder med en opfordring til at tro på, at børnene godt kan selv. De kan selv bære tasken på ryggen og hvis ikke de kan, er det fordi den er for tung og dermed ikke pakket korrekt af forældrene ind til videre. De kan også selv gå ind i skolen fra parkeringspladsen, selv taget jakken af og selv en masse andre ting.

– Serviceniveauet er for højt, bemærkede Peter Aksten, inden han holdt sit løfte om at holde talen kort og startede på at læse de mange navne op.

Derefter ventede de nye elever tålmodigt på at blive kaldt op med deres nye klasser til trappen, hvor de sammen skulle have taget første klassebillede af de forældre som skolelederen i sin tale rådede til at være paparazzi, så længe de fik lov.

– Lige pludselig siger de stop.

Fotomulighed for de stolte forældre til de nye elever i 0. klasse på Korsager Skole. Foto: Kaj Bonne

De mange elever kom frem fra mængden, nogle mere tøvende end andre, men som børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen sagde i sin tale til dem, så kan man godt være lidt bange den første dag, men så er det dejligt at have nogen at vinke til.

Både borgmesteren og skolelederen fortalte om nuværende venskaber, som stadig består, der blev dannet i de små klasser.

– Jeg skal snart til 60 års fødselsdag og der skal jeg holde en tale for fødselaren fordi jeg er den tilstede som har kendt ham i længst tid. I 53 år, fortalte Peter Aksten.

Første skoledag sluttede som tradtionen byder på Korsager Skole med at alle de 96 røde, både ballon og snor er biologisk nedbrydelige, balloner blev sendt afsted med en hilsen bundet på hvor der stod:
Dette er er min første skoleopgave. Med venlig hilsen hvorefter alle havde skrevet deres eget navne.

Skolen plejer at modtage svar på mailen som derefter læses højt i klassen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top