Mr. Music House alias Erling Olsen in memoriam
Erling-Olsen-in-memoriam-e1625053623445.jpg
Ved Erling Bjarne Olsens død den 31. maj har Music House i Kulturhuset Pilegården mistet et af sine mest betydningsfulde medlemmer – ikke for intet blev han kaldt Mr. Music House

Erling blev født den 6. februar 1942 og voksede op i Helsingør, men siden lod han sig drage af lidt mere sydlige himmelstrøg.

Således kom han via en stilling som økonomichef i Vejle til Radiometer, det største private foretagende i Brønshøj-Husum, hvor han virkede som controller fra 1993 til sin pensionering i 2007.
Med sin enorme erfaring i økonomi og budgetter var han selvskreven til posten som kasserer i det Music House, som den daværende leder af Pilegården, Peter Steffensen, skabte sammen med sangeren Krølle Erik og andre gode kræfter i 1992.

Takket være utallige idealister, arrangører såvel som musikere, kom Music House snart op på over et par hundrede medlemmer – og foreningen blev afgørende for, at man overalt i hovedstaden talte om Brønshøj som et center for bluesmusik – ikke alene med gæstevisit af genrens bedste udøvere i Danmark og Sverige, men også af store stjerner fra USA.

Dermed skulle der holdes styr på budgetter, billetsalg, indtægter og udgifter samt økonomiske aftaler med adskillige musikere. Dette klarede Erling med bravur som kasserer i årene 1995-2016 – ikke bare i enlig koncentration ved skrivebordet, men også med sit smil og sin venlighed ved entréen, hvormed han slog den gode tone an til den forestående koncert.

Med sin entusiasme og sit vindende væsen samt gode kontakter i det pulserende liv omkring Brønshøj Torv skaffede han desuden Music House mange medlemmer, og naturligvis fik han flere gode venner blandt sangere og musikere, blandt andre Benny Holst.

Erling var ikke selv udøvende musiker, og til trods for at hans foretrukne genre var blues, blev det mere traditionelle danske sange, viser og salmer, han viede sin kraftfulde og gode stemme – som solist i muntert lag og lidt mere anonymt i næsten ti år i Mørkhøj Kirkekor.

Nu er smilet forsvundet og stemmen forstummet, men vi er mange, der vil huske ham i mange år – ikke mindst, som Peter Steffensen betoner, for hans enorme hjælpsomhed og gode humør.

Æret være hans minde!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top