Både til eliten, klubberne og alle andre
Friluftsbad-05-24-21-e1623742572641.jpg

Foto: Kaj Bonne

Bellahøj Svømmestadion har nu åbent hele året, mens friluftsbadet lukker den 31. august

Det er et imponerende svømmeanlæg på Bellahøj, der nu er tilbage på fuld kraft med sine tre bassiner indendørs og sine to friluftsbade.

– De sidste to år har Bellahøj Svømmestadion været lukket, og vi har været gennem en stor renovering på grund af angreb af skimmelsvamp, fortæller teamleder Martin Jensen.

Martin Jensen, teamleder på Bellahøj Svømmestadion. Foto: Kaj Bonne

Arbejds- og Miljømedicinsk afdeling (AMA) udarbejdede i 2019 en rapport til Kultur- og fritidsforvaltningen, hvoraf det fremgik, at alle undersøgte medarbejdere havde gener i relation til arbejdet, og at årsagen til generne med stor sandsynlighed kunne henføres til væksten af gærsporer (skimmelsvamp).

Selv AMA vurderede, at det ikke var forbundet med sundhedsfare at opholde sig i Bellahøj Svømmestadion, så mente AMA, at hverken medarbejdere, brugere eller gæster burde udsættes for risiko for udvikling af gener ved at opholde sig i Bellahøj Svømmestadion.

Inde i den nyrenoverede svømmehal med de tre bassiner og vipper. Foto: Kaj Bonne

– Renoveringen omfatter blandt andet ny gulvbelægning, udskiftning af vandbehandlingsanlæg samt udskiftning af fliser, både i bassiner og baderum samt omlægning af ventilationsanlæg i bassinområdet. Endvidere er der kommet nye toiletter og nye saunaer samt foretaget mindre renoveringer omkring ovenlys og tagbrønde, siger Martin Jensen.

– Badeanlæggene er åbne for alle, der overholder de aktuelle restriktioner i forbindelse med corona, og en stor del af de faste brugere er allerede kommet godt i gang igen i det flotte svømmeanlæg. Det gælder blandt andet Hovedstadens Svømmeklub og Team Danmark, der bruger det store bassin til træning for svømmerne på landsholdet. Endvidere anvendes bassinerne også til kampe i vandpolo og kajakpolo, fortæller Martin Jensen.

Åbningstider:
Bellahøj Svømmestadion    Friluftsbadet
Mandag 6-19                       12-19
Tirsdag 7-19                          8-19
Onsdag 6-15.30                    8-19
Torsdag 7-19                         8-19
Fredag 6-15.30                   12-19
Lørdag 10-17                      10-17
Søndag 10-17                    10-17

Fakta:
50 m bassin, 8 baner, dybde 2 m
25 m udspringsbassin, dybde 3,8 m
Undervisningsbassin 12 m x 5 m
1, 3 og 5 m vippe
Sauna på dame- og herreafdeling
Friluftsbad

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top