Vil have mere kunst i det åbne rum
Street-art-e1622191555969.jpg

Et eksempel på en lidt anderledes gadekunst i 2 dimensioner - her fra en street-art festival i Brande i Jylland. Foto: ef

Lokaludvalgets Kulturudvalg har nedsat arbejdsgruppe

Arbejdsgruppen skal se på mulighederne for at få mere kunst i de offentlige rum i Brønshøj-Husum.

– Vi vil gøre en indsats for at der kommer mere kunst i bydelen, de steder hvor der kommer mange, dvs. på vores gader og pladser, siger Søren Cloos, der sidder i arbejdsgruppen og også er medlem af Brønshøj-Husum Lokaludvalg og Kulturudvalget.

Søren Cloos. Foto: ef

– Vi synes, at det vil gøre vores bydel endnu mere attraktiv, hvis kunsten i bybilledet kan give os oplevelser, der er spændende og inspirerende, kan være sjove eller gøre os nysgerrige eller blot er æstetisk smukke, fortæller Søren Cloos, og peger ikke alene på de nuværende gader og pladser men også på de nye kvarterer, der planlægges i både Tingbjerg og Bystævneparken, samt de muligheder der er i forbindelse med flytningen af kulturhuset til Brønshøj Gamle Skole.

– Arbejdsgruppen har haft en indledende drøftelse af blandt andet mulighederne for at der kan blive opstillet flere skulpturer i bydelen, herunder ved et samarbejde med Dansk Billedhuggersamfund, legeledes er drøftet samt forholdene omkring flere gavlmalerier, som vi synes kan bidrage til at give bydelen liv, som det fx er tilfældet på Rentemestervej i NV, siger Søren Cloos. Han peger også på muligheden for lokale kunstneres udsmykning af bydelens el-skabe fx med historiske motiver fra Brønshøj-Husum.

– I løbet af efteråret bliver vi mere konkrete med arbejdet, men allerede nu vil vi meget gerne høre fra borgere, der har idéer til mere kunst i gadebilledet eller har lyst til at indgå i arbejdet. Man er velkommen til at sende en mail til Marie på Lokaludvalgets sekretariat på ck23@kk.dk, slutter Søren Cloos.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top