Udstilling: Moderne ruiner med potentiale
graeske-ruiner-udstilling-broenshoej-vandtaarn--e1622190606264.jpg

”Moderne Ruiner - på Peloponnes” af Michael Stabell og Peter Sim Sand

Hvad sker der med forladte byggerier og har de en ny fremtid i landskabet som moderne ruiner?

På udstillingen ”Moderne Ruiner – på Peloponnes” vises resultatet af foto- og
tegningsstudier foretaget på den græske halvø Peloponnes.

Gennem studierne undersøges nutidige forladte bygninger inden færdiggørelse. De registreres for deres potentiale for en ny fremtid med en ny funktionalitet i relation til det omkringliggende landskab.

– Projektet ’Moderne ruiner – på Peloponnes’ er først og fremmest et oplæg til debat om bæredygtighed og byggematerialer. En debat alle i vores branche interesserer sig for og er nødt til at forholde sig til i fremtiden. Mens de lokale synes at se forbi de mange ufærdige og forladte byggeprojekter, ser vi et oplagt potentiale for opblomstring. Vi ønsker at andre også kan se mulighederne – og får lyst til at udnytte dem, fortæller arkitekt Peter Sim Sand.

Udstilling og bog

Arkitekt Peter Sim Sand står bag udstillingen sammen med industriel designer Michael Stabell og de har besøgt de moderne ruiner på den græske halvø Peloponnes. Til dagligt er de to kolleger og vant til at udvikle idéer og deltage i arkitektkonkurrencer sammen.

Idéen til ’Moderne ruiner – på Peloponnes’ opstod, da ferieminder blev delt under en fredagsbar.
Ud over udstillingen om projektet udgiver makkerparret også en bog, og de håber, at den langtfra er sidste kapitel i eventyret.

For dem sætter de mange moderne ruiner gang i både idéer og drømme.

– Når noget skal på fode igen efter en nedtur, som for eksempel Grækenland har brug for, er det nødvendigt at tænke kreativt, og potentialet på Peloponnes er enormt. Halvøen huser oldtidens mest berømte ruiner, har idylliske olivenlunde, udfordrende klatrevægge og strande med krystalklart vand. Engang boede de græske guder på Olympen, og i dag kunne stedet blomstre op, hvis beslutningstagere og investorer havde lyst og vilje, siegr makkerparret.

Tid og sted
Fredag d. 28 maj – lørdag d. 5
juni 2021, kl. 16-20 i hverdagene
og 12-16 i weekenden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top