Skidt 2. halvleg
AB-Broenshoej-07-18-21.jpg
Hvepsene havde flere chancer i første halvleg, men kunne ikke få bolden forbi Fischer. Foto: Kaj Bonne
FODBOLD: I søndags gik turen til Gladsaxe Stadion, hvor Slaget om Mosen ventede. Det blev et tabt slag, da det endte med et 3-1 nederlag efter en mindre god 2. halvleg. Mathias Veltz fik reduceret i slutminutterne.

I kampens indledning var det med AB mest på bolden, men vi formåede at holde stand. Men i det 13. minut kom en AB’er til baglinjen og fik spillet bolden ind til Frederik Christesen. Her blev Christensen nedlagt i feltet, og dommeren pegede på pletten med det samme.

Det var Christensen selv, der skulle tage straffesparket, og det gjorde han meget køligt. Med et hårdt, fladt, præcist og yderligt spark var der ingen mulighed for Vilfort at redde bolden, selvom han hoppede til den rigtige side. 1-0 til hjemmeholdet.

Efter scoringen begyndte vi at lægge et pres på Uglerne, og vi var tæt på et par gange. I det 20 minut fik vi frispark lige uden for feltet, da Aleksandar Lazarevic blev nedlagt. Anas Guendouri stod klar til at sparke frisparket. Det røg da også over muren, men også lige forbi Jonathan Fischers mål.

To minutter senere var Anas igen tæt på. Denne gang forsøgte han at sende bolden ind i feltet. Her fik kuglen lov til at gå hele vejen og endte med at ramme ydersiden af stolpen.
Kort tid efter det blev Mathias Veltz sendt i dybden, hvor han oversprintede hjemmeholdets Rasmus Møller. Desværre var der ingen med inde i feltet, og afslutningen kom fra en lidt spids vinkel. Fischer kunne dog kun parere Veltz’ afslutningen, men Kenneth Thinter manglede lidt fart for at kunne nå først over returbolden.

Efter 25 minutter måtte vi sige farvel til Nicolai Clausen, der havde fået et slag, og var nødt til at lade sige udskifte. Han blev erstattet af Yasin Dogan, der ikke lang tid efter erobrede bolden på AB’s banehalvdel. Men Dogan var ikke klar over, hvor meget plads han havde til at løbe på, og tog derfor chancen langt ude fra. Fischer havde dog styr på bolden, der endte med at gå i sidenettet.

Det var ikke mange chancer, som AB havde i 1. halvleg, men Mathias Kisum burde måske have gjort det til 2-0. Han blev spillet helt fri ved bagerste stolpe, men en skidt afslutning af kantspilleren, da han sparkede forbi mål.

Vi pressede på i 1. halvlegs sidste 5-6 minutter, men manglede lige den gyldne aflevering. Derfor måtte vi gå til pausen bag 1-0, men med en forhåbning om, at vi stadig kunne svare igen.
Denne forhåbning blev dog væsentlig mindre, da AB, kun et minut inde i 2. halvleg, kom foran 2-0. Mathias Kisum brød igennem i AB’s venstre side, fik sendt bolden ind til Frederik Christensen. Hårdt presset fik Christensen sendt kuglen videre til en fri Jonathan Bagger, der nemt kunne fordoble Uglernes føring.

Det blev også til 3-0, da Jonathan Bagger og Frederik Christensen kombinerede sig igennem vores defensiv. Det endte med en flot hælaflevering af Christensen til Bagger, som køligt kunne sparke bolden over i det lange hjørne.

Vi fik pyntet på kampens resultat kort før den ordinære spilletid udløb. Yasin Dogan slog et godt hjørnespark lige inden i panden på Bongo, der fik headet på mål. Bolden ramte dog Veltz i ryggen, inden den tog stolpen og gik i mål. 3-1.

I kampens overtid var AB tæt på at komme foran med tre mål igen, da Emil Mygind blev sendt afsted. Men Vilfort kom ud og fik halvklaret, inden Jeffrey Ofori fik headet bolden væk.
Selvom vi havde håbet på mere i dagens mosederby, så ramte vi ikke niveauet – og slet ikke i 2. halvleg – så er vi stadig på den rigtige side af stregen. Og Veltz’ mål til sidst kan måske vise sig afgørende, hvis det skal afgøres af målscoreren.

Men vi skal helst tilbage på sejrssporet og meget gerne lørdag den 8. maj kl. 15, hvor vi tager mod Avarta og glæder os til at se og høre Danmarks smukkeste igen.

AB – Brønshøj: 3-1 (1-0)

Opstilling – Brønshøj:
Kasper Vilfort – Jeffrey Ofori, Oskar Tranberg, Nicolai Clausen (28. Yasin Dogan) – Kenneth Thinter, Lars Emil Juel Andersen (83. Festim Mustafi), Oskar ”Bongo” Møller, Aleksandar Lazarevic (63. Elias Asidah With) – Anas Guendouri (63. Bayan Fenwick) – Jonas Hemmingshøj (83. Ahmed Alswafi), Mathias Veltz

Opstilling – AB:
Jonathan Fischer – Adnan Curovic, Christian Enemark, Rasmus Møller, Albert Nørager – Simon Holden, Tobias Noer (73. Daniel Warmbach) – Jonathan Bagger (83. Emmanuel Bio), Sylvester Seeger-Hansen (73. Emil Mygind), Mathias Kisum (83. Philip Oslev) – Frederik Christensen (89. Alessio Alicino)

Mål:
1-0: Frederik Christensen, straffe (14.)
2-0: Jonathan Bagger (47.)
3-0: Jonathan Bagger (75.)
3-1: Mathias Veltz (88.)

Advarsler – Brønshøj:
Kenneth Thinter (30.), Yasin Dogan (63.), Lars Emil Juel Andersen (75.) og Mathias Veltz (85.)

Advarsler – AB:
Ingen

Tilskuere:
860

Dommer:
Rasmus Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top