Lokal forfatterdebutant: Det er ok at være i tvivl
Forfatter-Saynab-02-18-21-e1620307599294.jpg

26-årige lokale forfatter Saynab Farah Dahir skriver snart foredragsholder på sit lange cv også. Foto: Kaj Bonne

ungdomsbog Brønshøj Bibliotek har i mange år haft glæde af Saynab Farah Dahir, som har arbejdet som bogopsætter siden sine første teenageår. Nu debuterer hun på Gyldendal med sin første ungdomsroman

Da Saynab Farah Dahir var barn sneg hun sig ud af Tingbjerg Skole i frikvarterene, selvom hun ikke var gammel nok til at have udgangstilladelse. Det var der også andre elever som gjorde både på den skole og på alle andre landet over.

– De andre lavede jo ting eller købte mad og sådan. Jeg sneg mig hen på biblioteket og læste bøger der i smug, fortæller hun grinende om sin regelbrydende men knap så rebelske barndom.

Regelret, pligtopfyldende og artig er hovedpersonen også i Saynab Farah Dahirs debutroman #bucketlist som netop er udkommet på Gyldendal.

Romanen er en realistisk ungdomsroman og handler om Zola som netop er blevet færdig med gymnasiet og nu har juli fri, før hun skal starte på universitetet. Forlaget skriver:

”Zola er netop færdig med gymnasiet og tør ikke fortælle sine forældre, at hun faktisk ikke har lyst til at starte på universitetet efter sommerferien. Men inden hun starter på det ’liv efter gymnasiet’, som hun ikke selv har valgt, har hun lavet en bucketlist med 31 udfordringer, som skal gøre hende til en helt anden, mere interessant og initiativrig person. Hver gennemført udfordring skal dokumenteres på en dertil indrettet Instagramprofil”.

Travlt liv

Karakteren Zola vakler mellem hvad hun burde og hvad hun har lyst til i forhold til uddannelsesvalg. Det er ikke en problematik som Saynab Dahir kender til, for hun har altid ville være læge og forfatter. Titlen som forfatter er i hus og medicinstudiet bliver passet ved siden af studiejobbet på biblioteket, hvor hun også er skriveunderviser for forfatterspirerne plus kommende foredragsholder om sin nye bog.

– Jeg nægter at vælge. Jeg kan det hele, siger hun og fortæller, at hun har en bog til tweens som også er antaget på Gyldendal. Hun skriver også dramatik til både Mungo Park og Teater Grob. Og medicinstudiet skulle gerne ende med at gøre hende til hjertekirurg efter diverse specialiseringer og efteruddannelser.

– Dramatik havde jeg aldrig prøvet før, men det kunne jeg godt finde ud af, siger hun som en vis rødhåret hovedperson fra børnelitteraturen.

Der har altid været fart på i Saynab Dahirs liv.

– Jeg vil alt, men det kommer jo også af en sandhed om, at jeg er mega ubeslutsom, siger hun.
– Men jeg prioriterer min tid. Og jeg prioriterer også netflilx og sådan noget. Plus at nu véd jeg jo hvad manglende søvn gør ved kroppen. Men det gør en forskel at alle de ting som jeg laver, er ting som jeg virkelig gerne vil. Jeg gad også godt at #bucketlist blev en film.. Altså jeg synes lidt at forsiden er som en netflix-plakat, griner hun igen og samler den gule og pink bog op.

Ubeslutsomheden har også resulteret i, at hun har 231 begyndelser på bøger liggende. Og at det har været svært og nyt for hende at skulle skrive en bog færdig. #Bucketlist er faktisk kun den tredje bog som er afsluttet og lavet færdig.

– Da forlaget sagde at de ville udgive den, var jeg jo nødt til at skrive den færdig.

Sommerbog

#Bucketlist er en lettonet ungdomsroman, som bruger instagram og er nem at læse. Den er skrevet med det for øje

– Jeg elsker lister. Og jeg ville gerne skrive en bog som var let at læse – sådan én som man kan læse på stranden og så skulle den være sjov. Det siger dem som har læst den, at den er. Men den handler jo også om at Zola skal træffe et valg. Hun udvikler sig igennem den måned og i fællesskab med dem på instagram. Hu er i tvivl og det er okay. Selvom jeg ikke har været det, har jeg set mange som var eller som har valgt at læse et eller andet bredt, fordi det kan man altid bruge til et eller andet. Men måske skal der være mere plads til tvivl, siger Saynab Dahir.

Køb #bucketlist i boghandlere landet over eller lån den på biblioteket fra sidst i maj.

#bucketlist af Saynab Farah Dahir. Foto: Kaj Bonne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top