Flest alvorlige cykelulykker sker i kryds
lyskryds-skilt-i-lygtepael-scaled-e1621327293882.jpg
Hvis en bil rammer en cyklist med 50 km/t., så svarer det til, at cyklisten falder ned fra 4. sal (kilde: Dancrash) Krydsulykker er den ulykkestype, hvor cyklister oftest bliver dræbt eller kommer alvorligt til skade.
Cyklister kommer alt for ofte til skade i kryds som følge af dårlig eller manglende orientering

Når cyklister bevæger sig ud i trafikken, er der nogle helt bestemte steder, hvor det giver god mening at kigge sig ekstra godt for.

Flere end to ud af tre alvorlige cyklistulykker sker nemlig i kryds, og det gør det særligt vigtigt, at både cyklister og bilister er ekstra opmærksomme og holder øje med hinanden netop her.

En undersøgelse blandt cyklister viser, at hele 19 procent af de 18 til 30-årige cyklister brugte deres mobiltelefon, mens de cyklede gennem et kryds indenfor de seneste to måneder.

Det er markant flere end for cyklister generelt, hvor det er 9 procent, som svarer, at de brugte mobilen i en krydssituation. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion for Rådet for Sikker Trafik i maj 2020.

Netop uopmærksomhed og manglende orientering er afgørende i krydsulykker. 1.910 cyklister blev dræbt eller kom alvorligt til skade i de politiregistrerede krydsulykker i perioden 2015 til 2019
Derfor sætter den aktuelle kampagne ”Brug 2 sek. mere” fokus på, at både cyklister og bilister skal kigge sig ekstra godt for i krydssituationer.

– Når man som cyklist eller bilist skal igennem et kryds, er det afgørende, at man kigger sig grundig for, så man ikke overser en farlig situation. Kigger man på mobilen, når man cykler i et kryds, er opmærksomheden et forkert sted, og det problem er særligt stort hos de unge. Der er bare ikke nogen sms eller opdatering på Facebook, som er så vigtig, at den ikke kan vente, til man holder stille, siger Mathias Hjorth Frederiksen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top