Drop-Ind Dåb i Husum Kirke
Daab-e1622030025444.jpg

privatfoto

Husum Kirke inviterer for første gang til Drop-Ind Dåb fredag den 4. juni, kl. 15-18

Tanken om, at de, der går med overvejelser om at blive døbt, impulsivt skulle kunne droppe ind fra gaden og blive døbt, opstod i Vesterbro Sogn – inspireret af Norge, hvor de i 2015 inviterede til Drop Ind Dåb. På Vesterbro slog de for første gang kirkedøren op for Drop Ind Dåb i 2017, og i Husum Kirke glæder de sig til at gøre det samme.

– Dåb er en gave. Vi vil gerne sænke tærsklen til kirken for mennesker i alle aldre, som ønsker at blive døbt. Og i mange familier, har de måske udsat deres barns dåb på grund af Covid restriktioner, der har gjort det umuligt at samle alle gæster i kirken og til dåbsfest bagefter. Til Drop Ind Dåb kan man bare komme ind fra gaden, uanset alder, og måske med de allernærmeste som dåbsvidner/faddere, fortæller sognepræst ved Husum Kirke, Iben Hornshøj Sørensen.

Alle kan blive døbt til Drop-Ind Dåb; børn og voksne i alle aldre. Så hvis man overvejer at blive døbt, eller går med overvejelser om at lade sit barn døbe, kan man denne fredag eftermiddag komme ind i Husum Kirke direkte fra gaden, uden forudgående aftale eller planlægning. Og kommer man alene, uden dåbsvidner, så stiller Husum Kirkes værter på dagen gerne op som vidner.

Det eneste, man skal huske, er at medbringe gyldig legitimation med foto, for eksempel kørekort eller pas, samt CPR nr. Hvis man er under 18 år, skal man også have sin mor eller far med.

I kirkerummet vil musikken lyde, og præster, personale og frivillige står klar til at tage imod.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top