Påsken er den største jødiske fest og er blevet den vigtigste kristne fest. Oprindeligt var det en gammel israelitisk fest fra nomadetiden for foråret og kvægets frugtbarhed samt en fejring af udvandringen fra fangenskabet i Egypten. Den kristne påske fejrer Jesus opstandelse fra de døde.
Den kristne påske indledes med palmesøndag, hvor Jesus red ind i Jerusalem på et æsel for at fejre den jødiske påske. Befolkningen stod og viftede med palmegrene og tog imod ham og hyldede ham som en konge.
Skærtorsdag indstiftede Jesus nadveren, da han indtog det sidste måltid med sine tolv disciple. Dagen hedder skærtorsdag, fordi Jesus vaskede disciplenes fødder og gjorde dem rene (og skære).
Langfredag er koncentreret omkring Jesu domfældelse, korsfæstelse og død, og søndag, påskedag, blev det opdaget, at Jesus ikke lå i sin grav, men efter fortællingen var opstået fra de døde.
Påskedag er derfor en glædens dag for de kristne.
Mandag, 2. påskedag, er også helligdag – og blot en forlængelse af festen.
Ifølge Biblen viste Jesus sig efter opstandelsen flere gange for mennesker, men på Kristi Himmelfartsdag, 40 dage efter påske, var det slut