Luftforurening dræber mens regeringen sover i timen
Debat_web.png
En ny rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi har vist, at der i 2017 var omkring 460 tilfælde af for tidlige dødsfald som følge af luftforureningen i Københavns Kommune. Det svarer til 12 % af alle dødsfald i København i 2017.

Problemet er altså krystal klart, og der skal politisk handlen til at løse problemet. Ifølge rapporten fra DCE er en af de største luftforureningskilder vejtransport.

Det gælder altså om begrænse de mest forurenende biler, så de ikke dagligt kører gennem Brønshøj og Husum på vej ind mod byen. Derudover skal vi kigge på muligheden for at lave helt bilfri-zoner, da det også vil få flere til at vælge de offentlige transportmidler samt skabe en renere og mere sund by.

Og Københavns Kommune er allerede klar. Et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation har nemlig fremsat et ønske om at indføre skærpede miljøzoner for personbiler i hele København. Dette kan dog bare ikke lade sig gøre, da det kræver en lovændring fra Miljøminister Lea Wermelin!

SF har gennem mange år presset siddende regeringer for at ændre loven, og Socialdemokratiet lovede også før valget i 2019 at give kommunerne mulighed for at indføre skærpede krav. Men intet er sket!

Danmark er et af de eneste lande i Europa med miljøzoner, der ikke også omfatter personbiler. Det er altså ikke godt nok! Og det er desuden meget ulige og skævt, at børn og unge, som eksempelvis går i skole tæt på Frederikssundvej, skal udsættes for så meget luftforurening, at det i sidste ende kan risikere at forkorte deres liv med et par år.

Det må regeringen kunne gøre bedre. Det handler om vores alle sammens sundhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top