Kevin skaber talenter
Musiklaerer-04-13-21-e1618297272141.jpg

- Jeg tror ikke på den med at ikke tage arbejdet med hjem, siger Kevin Dyrholm som er musiklærer og vejleder på Brønshøj Skole. Foto: Kaj Bonne

- Jeg tror ikke på den med at ikke tage arbejdet med hjem, siger Kevin Dyrholm som er musiklærer og vejleder på Brønshøj Skole. Foto: Kaj Bonne
Der er skabt et musikmiljø fyldt med talenter på Brønshøj Skole. Både MGP-vinder Liva og seneste deltagere Tinke & the winkies færdes der lige som en række andre børn og unge har glæde af stedet. Også dem som ikke er musikere endnu

Kevin Lynggaard Dyrholm er ikke uddannet musiker eller musiklærer men musik har været en del af hans liv siden han i 2. klasse startede på Sankt Annæ, hvor han også senere blev solist i Københavns drengekor.

Det er den musikalske hverdag og livet med musik, som han giver videre til eleverne på Brønshøj Skole og særligt de 15 til 20 elever som er med i det, der bedst kan beskrives som en ungdomsklub, et øvelokale eller en stemning og et rum fyldt med instrumenter, talent og imødekommenhed.

– Det var oprindeligt Camilla Ottesen (den tidligere skoleleder på Brønshøj, red.) som bad mig starte noget miljø op. Musik er det som jeg er god til og det fylder 80 % af mit liv, fortæller Kevin Dyrholm som før lærerjobbet lavede musik i reklamebranchen.

Miljøet blev startet og både ledelsen og skolens lærere bakker op selvom Kevin Dyrholm med egne ord nok ikke er den nemmeste kollega.

– Jeg kan ikke sådan noget med møder i 3 uger og aula og teams. Det fungerer jeg ikke i. Når der skal gøres noget, vil jeg gøre det nu, fortæller han og fortsætter:
– Hvis jeg kan se et barn som ikke trives, så tager jeg fat i den med det samme. Ikke først om tre uger, når der er holdt møder.

Ud over de åbenlyst talentfulde elever, arbejder Kevin Dyrholm og hans musik-kollega Paw Skovbye også med de børn der ikke trives, men som får det bedre af at være med i Styrkebandet, som er et inklusions-specialpædagogisk projekt.

Musik er formidling

For Kevin Dyrholm er musik og musikundervisningen en af de rigtig gode grunde til, at han kommer op og i gang hver dag. Der er andre grunde også som eksempelvis hans tre børn.

– Musik er at udtrykke sig. Det er sårbart og ærligt, siger han.

Musikundervisningen er den vej, som han har fundet efter mange år som musiker. Arbejdet med udvikling og undervisning er den vej som han brænder for.
For at kunne komme så langt som at deltage i MGP eller Danmark har Talent, skal der arbejdes hårdt. Der skal være et talent og en vilje til at arbejde hårdt.

– For mig handler det om at skabe et musikalsk udtryk. Jeg skal tænde ilden i dem, vedligeholde den og fylde dem op med så meget selvtillid, at de også arbejder videre, når de fejler. For det gør man. Det går sådan her hver dag, siger han og laver bølger med hånden.

Samtidigt er der også plads til alt det andet teenage-liv i musiklokalet. Kevin Dyrholm rådgiver dem om det meste.

Kevin Lynggaard Foto: Kaj Bonne

Styrkebandet

Men det er ikke kun de talentfulde musikelever som skal ses og fyldes med selvtillid og selvværd.
Det er sådan, at når skolen spotter en elev som ikke trives, kan der sættes en skræddersyet indsats i gang med diverse ressourcepersoner. Nogle af de ressourcepersoner er Kevin og Paw i musik.

– Så kommer de herned og er, siger Kevin og slår ud med armen i det røde musiklokale med blomster på klaveret, sofa og lænestole.

Lokalet og dets stemning er medvirkende i processen med eleverne. Musiklokalet har eksempelvis været i aktion under nedlukningen, hvor Kevin har brugt sit netværk af elever til at skabe rollemodeller for andre elever som ikke triveds. Det virker hurtigt.

– Det kan godt være, at de ikke kan spille, når de kommer herned, men det er let at stemme en guitar så den lyder fedt, skrue lidt op for distortionen og så er der et udtryk. Man kan se forandringen for eleven på ti minutter. Pludselig har de en rolle og et fællesskab her, fortæller Kevin om de mange elever, som kommer forbi i perioder eller som blot siger hej og lige får en krammer.

Kevin Dyrholm har også selv et bud på hvorfor hans musikmiljø virker. Han er overbevist om at det samme kunne skabes på alle landets skoler, hvis der er vilje til det.

– Det handler om, tror jeg, at jeg er 100 % mig selv og jeg gider de unger, siger han med tryk på gider og fortsætter

– Det kan de mærke og det er derfor sådan noget som Styrkebandet og det vi har kørende her virker. Det smitter af på deres person og hvem de er og hvad de kan. Og måske er de slet ikke til at lære at spille, men så kan jeg lære dem at være lydmand og så har de en rolle der.

Next level

Det lader til at eleverne er glade for at Kevin er med dem både i deres udvikling og i deres karriereforløb. Glade nok til at de har arrangeret surprise-fødselsdag for ham og tillidsfulde nok til, at de lader ham være den voksne, som skal vejlede dem om deres brug af sociale medier.

– Forældrene havde mange overvejelser om hvordan pigerne skulle administrere deres instagram-konto efter MGP, men der skar piger igennem og sagde, at det skulle være mig som skulle hjælpe dem, fortæller Kevin med et smil.

Der er fuld tillid og det er der nødt til at være, når man skal være med i et forløb som MGP.
At være delager i MGP er det næste trin på en musikvej for mange af deltagerne. Det er der hvor det bliver alvor og hvor fårene bliver skilt fra bukkene med Kevins ord.

– MGP er også en milepæl og et bevis på, at du godt kan. Nu er du nået til det niveau, siger Kevin Dyrholm og hæver hånden over hovedet.

– Så er du nået herop og det har du arbejdet for selv.

Selv spiller Kevin Dyrholm de fleste instrumnter og er også en dygtig sanger. Foto: Kaj Bonne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top