Husumparken skal blive byrum for alle
Husumparken-01-13-21-e1617775996785.jpg

Ved at skabe flere rum og flere forskellige muligheder håber gruppen at kunne tiltrække mange flere mennesker til Husumparken og forhåbentligt være medvirkende til at der opstår mange flere aktiviteter. Foto: Kaj Bonne

En gruppe forældre vil gøre Husumparken mere hyggelig med plads til alle og de mangler din stemme

Det er ikke fordi de ikke ønsker masser af fodboldspil og hundeluftere i Husumparken. De vil bare gerne have, at der er mulighed for at mange andre mennesker også kan bruge parken meget mere, forklarer en ny arbejdsgruppe, som er gået i gang med at lave en ansøgning til Realdania-kampagnen Underværker der støtter projekter som danner rammer om fællesskaber.

– Der er potentiale til at mange flere kan bruge parken end lige nu, hvor det primært er Husum Skole, Husum Boldklub og hundelufterne som bruger de store græsarealer, siger Louise Nordentoft som er en del af gruppen og forælder til børn på Husum Skole lige som de andre forældre i gruppen.

Derfor er de netop ved at færdiggøre ansøgningen som hedder Husumparken – hvor fællesskab gror. Den skal ligge på hjemmesiden Underværker.dk og projektet skal have 500 stemmer for at gå videre i ansøgningsprocessen, hvor den skal vurderes af en jury.

Det byggede miljø

Siden 2011 har kampagnen Underværker støttet 250 projekter landet over. Realdania har afsat 42 mio. kr. til at støtte endnu flere projekter. Frem til 2023 er der tre ansøgningsrunder og projektgruppen for Husumparken skal være med i den runde som har ansøgningsfrist den 20. april 2021 kl 12. Hvert projekt kan maksimalt søge 1 million kroner i støtte.

Realdania er en forening med omkring 155.000 medlemmer. Dens mål er at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø i Danmark. Realdania har tidligere kaldt sig en fond, men virksomheden er teknisk set en erhvervsdrivende forening, som man kan blive medlem af, hvis man ejer fast ejendom i Danmark

Det blæser

Husumparken har en lang historie og blev senest i 2015 indviet med ny kunstgræsbane med belysning samt bevægelsesalléer på de to cykelstier som binder parken sammen på langs. Samtidigt er Husum Skoles skolegård åbnet og hænger nu sammen med parken. Det er kommunens politik, at skolegårdene skal være frit tilgængelige uden for skoletiden og det er der mange skolebørn som benytter sig af.

– Vi kan se at parken og skolegården bliver brugt og derfor er det vigtigt at de ting som vi vil tilføre parken er lavet i materialer som holder og som er så godt som vedligeholdelsesfrie, fortæller Louise Nordentoft og forklarer hvorfor de vil fylde flere elementer i Husumparken:

– Parken er ikke hyggelig fordi den er stor og åben. Men den er det eneste sted i Husum som er rigtig stort, og derfor er det et oplagt sted at lave den fysiske samhørighed for alle som afspejler den diversitet der er i Husum, siger hun på vegne af hele gruppen.

Derfor ønsker projektgruppen, at der skal plantes flere buske og blomster eksempelvis langs kanterne og i hjørnerne af fodboldbanerne lige som der allerede er sat træer. Buske og blomster vil kunne bidrage til biodiversitet, give læ og måske fange en vildfaren blod ind i mellem.
De drømmer ligeledes om bedre belysning rundt i parken som lige nu primært er oplyst på kunstgræsbanen. Endeligt taler de også om en væg som der kan lave udstillinger på og om et overdækket område og flere bænke i grupper som vil forbedre muligheden for fællesskab.

– Ikke mindst set i lyset af corona, hvor udendørs opholdsrum som er hyggelige er vigtige for samhørigheden, siger gruppen.

Se mere og stem eventuelt på projektet på underværker.dk – søg på Husumparken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top