7949 børn skal samle affald i København
dn7279-1-e1617694911615.jpg

Klar til at samle andres affald. Foto: Ditte Valente

Klar til at samle andres affald. Foto: Ditte Valente
Når Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling løber af stablen i uge 15, bliver det med stor opbakning fra de danske skoler og institutioner

Der er lagt op til den helt store forårsrengøring, når tusindvis af danskere i uge 15 trækker udendørs for at luge ud i de store mængder affald, der ligger og flyder rundtomkring, og i år er det med deltagelse af 7949 børn fra skoler og institutioner i Københavns Kommune.

Det er skoleledere, lærere, pædagoger og dagplejere, der har meldt deres elever og børn til årets affaldsindsamling. På landsplan skal i alt 137.000 børn ud at samle skrald i løbet af ugen .

– Det er fantastisk, at så mange børn er tilmeldt Affaldsindsamlingen i år, og vi er positivt overraskede over den massive opbakning fra skolerne og institutionerne – især efter flere måneder med nedlukning og fjernundervisning. At lærerne og pædagogerne prioriterer at sætte affald på skemaet, vidner om, at affaldsindsamling er en god måde at kombinere læring og social trivsel. På Affaldsindsamlingen lærer børnene på en konkret måde, at vi skal passe godt på naturen og miljøet, samtidig med at de får en god naturoplevelse sammen med deres kammerater, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Fokus på takeaway-affald

Hvert år indsamler Danmarks Naturfredningsforening oplysninger om, hvor mange kilo affald og hvor mange dåser der er blevet samlet på Affaldsindsamlingen. I år bliver børnene også bedt om at tælle kaffekopper, pizzabakker, og hvad de ellers finder af takeaway-emballage.

På årets Affaldsindsamling sætter Danmarks Naturfredningsforening nemlig fokus på de mange former for takeaway-affald, der desværre bliver smidt på gaden, i grøftekanten og i naturen.

– Et sugerør og et sammenkrøllet burgerpapir i grøften ser måske ikke ud af meget i forbifarten. Men det gør indtryk, når affaldsposerne pludselig er fyldt med takeaway-emballage, og man bliver opmærksom på, hvor meget der egentlig ligger derude, siger Maria Reumert Gjerding.

Affaldsindsamlingen har været afholdt siden 2006.

I 2020 blev der indsamlet 53.000 kilo affald – heriblandt 3.300 mundbind.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top