Sikker åbning i lokale butikker
Mik-M-02-40-19-e1614592973317.jpg

Michael Mosbak i forretningen på Frederikssundsvej 288. Foto: Kaj Bonne

Mandag åbner butikkerne efter lang tid lukning. - Hvis vi fortsat skal have butikker på Frederikssundsvej, skal der handles lokalt, siger Michael Mosbak fra Mik M

Michael Mosbak, der er indehaver af herretøjsforretningen Mik M på Frederikssundsvej, har haft travlt op til den længe ventede genåbning af butikkerne, der har været lukket siden den 28. december.

– Vi glæder os til at komme i gang igen og se vores kunder igen. Vi har gjort butikken parat, så vi kan tilbyde kunderne og os selv en sikker butik, hvor vi følger alle restriktionerne og anbefalingerne, så vi kan undgå spredning af smitte. Vi har masser af håndsprit, vi går selv med mundbind, og det kræver vi også af kunderne – og så må der højst være 10 i forretningen ad gangen, fortæller Michael Mosbak.

Mik M lægger ud med et forsinket januarudsalg med rigtig mange gode tilbud.

– Og lige om lidt kommer alle forårsvarerne, så vi synes selv, at vi har og får mange gode muligheder for at tilbyde vores kunder kvalitetstøj til en absolut rimelig pris, siger Michael Mosbak, der har haft forretningen Mik M på Frederikssundsvej ved siden af Føtex siden 1994.

Ud over salg af tøj til herrer i alle aldre, er forretningen kendt for at bukser lægges gratis op, samt at der modtages tøj til rensning.

Handl lokalt

Corona-epidemien har været meget hård for alle de handlende – også i Brønshøj-Husum. Ikke kun spisesteder og caféer men også de mange butikker, der har været lukket. Dette på trods af statens hjælpepakker, der langtfra har kunnet opveje tabet i forbindelse med nedlukningen.

– Hvis vi fortsat gerne vil have butikker på Frederikssundsvej, så kræver det, at de lokale borgere bruger butikkerne, så min opfordring skal være, at vi alle også handler lokalt. Det giver bydelen liv og er med til at gøre bydelen og vores handelsstrøg til et attraktivt og trygt sted at færdes, siger Michael Mosbak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top