Nomineret til arkitektspris
Sognegaard-Broenshoej-03-08-21.jpg

Facaden med det lille torv mod Brønshøj Kirkevej og Brønshøj Torv. Foto: Kaj Bonne

Facaden med det lille torv mod Brønshøj Kirkevej og Brønshøj Torv. Foto: Kaj Bonne
Det nye Brønshøj Sognehus fra 2019, der åbner sig mod Brønshøj Torv, er kommet i fint selskab som nomineret til international arkitektpris

Det er en af verdens største hjemmesider for europæisk arkitektur, ArchDaily, der har nomineret Brønshøj Sognehus som Årets Bygning 2021 i kategorien Kultur-arkitektur.

Hjemmesiden har 300.000 daglige brugere, der kunne stemme om Sognehuset skal blandt de fornemmeste bygninger til kulturelle formål. Dermed kom det lokale sognehuset i en klasse, hvor både Søfartsmusset i Helsingør og Den Blå Planet i Kastrup også har været. Vinderen i kategorien blev en bygning i Kina.

Brønshøj Sognehus blev opført i 2019 som afløser for Sognehuset på Præstegårds Allé, da Brønshøj Kirke manglede plads til personalet samt for at give flere og bedre muligheder for lokale aktiviteter.
Morten Rask Gregersen fra NORD Architects var ledende arkitekt på byggeriet, der kostede omkring 20 mio. kr. og rummer ca. 800 kvadratmeter.

Kirkeværge Per-Ove Kristensen foran facaden mod Præstegårdshaven. Foto: Kaj Bonne

I nomineringen hedder det blandt andet, at Sognecentret tilføjer et nyt velkomst- og samlingssted foran bygningen og skaber en ny forbindelse mellem bydelens centrale torv og kirken. Det fremhæves også, at det er et moderne kirke- og menighedscenter, der åbner mod det omgivende samfund på en lys og ærlig måde med en atmosfære, der byder velkommen og er integreret i en lokal bymæssig kontekst og hverdagen i bydelen.

Sognehuset er konstrueret i massivt træ og er indvendigt træbeklædt med et stort centralt lokale, der strækker sig fra Præstegårdshaven til facaden mod torvet. Endvidere er der kontorer og mødelokaler samt en stor kælder.

Ser frem til genåbning

Per-Ove Kristensen er medlem af menighedsrådet ved Brønshøj Kirke og er kirkeværge gennem mange år. Som kirkeværge har han tilsynet med kirkens bygninger, når det drejer sig om vedligeholdelse og drift.

– Jeg har været med siden vi i menighedsrådet startede planlægningen af byggeriet af et nyt Sognehus. Vi begyndte med at se på de behov vi havde og hvilke behov vi mente at vi ville få i fremtiden, fortæller Per-Ove.

– Vi fik fem arkitektforslag, og i 2015 valgte vi NORD Architects til at stå for byggeriet af Sognehuset, der åbner sig mod både torvet og den store have. Vi måtte tage et stykke af den store Præstegårdshave, men vi har fortsat plads til den traditionelle sommerfest i Præstegårdshaven, tilføjer han.

– Vi ser frem til, at vi igen kan komme i gang med mange flere aktiviteter i Sognehuset, når restriktionerne vedrørende corona bliver lempet. Vi har blandt andet en meget stor FDF-gruppe, undervisning af kommende konfirmander, koraktiviteter og møder og koncerter, slutter Per-Ove.

Det gamle Brønshøj Sognehus på Præstegårds Allé 5 er netop solgt for 10,9 mio. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top