Kulturhuset flytter til Brønshøj Gamle Skole
Broenshoej-gamle-Skole-01-22-20.jpg

Bagsiden af det kommende kulturhus i Brønshøj - på en smuk forårsdag. Foto: Kaj Bonne

Bagsiden af det kommende kulturhus i Brønshøj - på en smuk forårsdag. Foto: Kaj Bonne
Penge til bydelen Et kulturhus i Brønshøj Gamle Skole på Brønshøjvej skal bidrage til et levende miljø omkring Brønshøj Torv med bl.a. bibliotek, Rytterskolen, torvet og de grønne områder

Med en bevilling på omkring 34 mio. kr. i den såkaldte overførselssag ligger det nu fast, at kulturhuset i Brønshøj skal flytte fra Pilegården til Brønshøj Gamle Skole, der ikke længere bruges til undervisning.

Bag den politiske aftale står Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og løsgænger Kåre Traberg Smidt. Midlerne i overførselssagen 2020-21 stammer fra et mindreforbrug i 2020 samt forskellige merindtægter, fx salg af ejendomme. Overførselssagen i København er en politisk forhandling mellem de partier, som stod bag budgetaftalen for 2021.

Pengene skal anvendes til basisistandsættelse, løst inventar og lovliggørelse af Brønshøj Gamle Skole samt til at etablere et produktionskøkken. Samtidig er der i alt afsat og frigivet omkring 21 mio. kr. til etablering af tandklinik i Pilegården – en tandklinik, der ellers var planlagt til at ligge i den gamle skole.

Med den politiske beslutning om at flytte kulturhuset og bevilge de nødvendige midler, imødekommes et stort ønske fra blandt andet Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

– Politikerne har lyttet

Hans S. Christensen, formand for Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Foto: ef

– Vi er utrolig glade for, at politikerne på Rådhuset har lyttet til os og bevilget 34,5 millioner kr. til etablering af et nyt kulturhus i Brønshøj Gamle skole, siger Hans S. Christensen, formand for Brønshøj- Husum Lokaludvalg.

– Vi afholdt sidste år et digitalt borgermøde om planerne for det nye kulturhus samt en række rundvisninger i skolen. Nu vil vi gå videre med at inddrage borgerne her i bydelen så vi kan få opfyldt lokaludvalgets mangeårige vision om at skabe en kulturakse omkring Brønshøj Torv i det gamle landsbycentrum. Vi håber på at vi kan skabe en kulturakse, hvor det nye kulturhus er hjertet, men hvor de øvrige kommunale bygninger som Vandtårnet, Pilegården, Biblioteket og Rytterskolen bliver tænkt ind i en helhed. Og hvor udendørsarealerne, Torvet, skolen og branddammen, bliver brugt til nye oplevelser og hvor folk kan være sammen, tilføjer Hans S. Christensen.

Corona-pakke til børn og unges trivsel

– Efter et år præget af nedlukninger og savn er der hjælp på vej til de københavnske skolebørn og -unge. De har i dén grad fortjent gode oplevelser sammen. Det får de nu penge til, siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen.

Politikerne på Rådhuset blevet enige om en trivselspakke på 17 mio. kr. til byens skolebørn- og unge. Pengene skal styrke det vigtige fællesskab, som eleverne savner voldsomt efter et år i coronaens skygge.

Det er i snit 5.000 kroner per klasse. Pengene kommer ud på byens skoler og deres fritidshjem samt i fritidstilbuddene. De skal gå til aktiviteter ud over det sædvanlige. Aktiviteter, der skaber glæde og sammenhold. Det kan være en tur på lejrskole eller en udflugt til en oplevelse, man normalt ikke har råd til, fordi billetterne er dyre. Eller måske en fed klassefest – eller en inspirerende temadag med en ekstern underviser, f.eks. en stuntman, teaterinstruktør eller kok. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Det er skolerne og fritidstilbuddene selv, der fordeler pengene lokalt

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen. Foto: ef

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) er glad for, at budgetparterne på Rådhuset har bakket op om hans forslag med en trivselspakke:

– Børn og unge har brug for at mærke, at de er en del af et fællesskab. Det er i fællesskabet, de udvikler sig og finder energi. Og selvom fjernundervisningen har været af høj kvalitet, kan den ikke erstatte det ’ægte’ samvær. Heldigvis kan alle se frem til snart at få en mere normal skoledag med fysisk fremmøde. Og det skal vi fejre med at give fællesskabet en tiltrængt vitaminindsprøjtning, siger Jesper Christensen.

– Vores børn og unge har udvist kæmpe tålmodighed og samfundssind under pandemien. Men året med nedlukninger har slidt på dem. De savner kammeraterne og de voksne fra skolen, fritten og klubben, og de har i den grad fortjent at få nogle gode oplevelser sammen, tilføjer han.

Grøndal Multicenter undgår lukning

Der er også afsat penge til at gulvet i Grøndal Multicenter udskiftes. Gulvet er et stengulv, der nu er så nedslidt, at Arbejdstilsynet havde varslet at Grøndal MultiCenter skulle lukke, hvis der ikke var udsigt til, at forholdene blev sat i forsvarlig stand. Der er afsat 9,9 mio. kr. til et nyt stengulv i centret.

Beplantningen indendørs i Grøndal Multicenter ødelægger gulvet til fare for de ansatte. Foto: Kaj Bonne

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top