Husly til hjemløse
Vandrehjem-02-10-21-e1615193525586.jpg

Danhostel på Bellahøj Foto: Kaj Bonne

På Danhostel Bellahøj har 12 hjemløse fået et midlertidigt logi – foreløbigt frem til påske

I lighed med 11 andre Danhostel (vandrerhjem) over hele landet, har Danhostel Bellahøj på Herbergvejen med Degnemosen som nabo, indkvarteret hjemløse, der hver har fået et enkeltværelse.

Det er organisationen Hus Forbi, der med støtte fra staten, står for ordningen i samarbejde med det enkelte Danhostel.
– Det er frivilligt, for det enkelte Danhostel om vi ville være med i ordningen, og inden vi startede med at få hjemløse på Bellahøj var jeg en smule betænkelig, men vi har alle brug for et sted at være, og der har ingen problemer været, men en gensidig respekt. Det er mit helt klare indtryk, at de hjemløse er glade for at være her, fortæller Mette Engelbret, der er bestyrer på Bellahøj fra oktober sidste år.

– Ordningen løber indtil videre frem til påske, og der laves aftaler med de enkelte beboere for 1 uge ad gangen, men normalt forlænges aftalen. De nuværende beboere har været her siden den 4. januar og bor på den samme etage. Vi har haft en enkelt kvinde, og vores yngste beboer er i 30-erne og de ældste i 50-erne – og kommer med vidt forskellig baggrund, siger Mette Engelbret.

Bestyrer Mette Engelbret – på trappen med den oplivende udsmykning. Foto: Kaj Bonne

Kan ikke ligge bedre

Beboerne får hvert et eneværelse og får et solidt morgenmåltid som take away, der kan spises på stedet eller tages med. Der er opholdsstuer med blandt andet tv, og der udleveres rene håndklæder og rent sengetøj efter behov.

Dan Hostel Bellahøj har en perfekt beliggenhed for sine gæster for enden af en blind vej 6 km fra Københavns centrum, tæt på bus 2A og attraktive udearealer helt op ad Degnemosen. Der er også nu åbent for andre gæster og stedet bliver ofte brugt af lejrskoler og håndværkere, der arbejder på hverdage i København samt til kurser og møder og til mere festlige arrangementer som fx konfirmation og bryllup. Om sommeren er det især børnefamilier, der rykker ind.

Organisationen Danhostel står for den overordnede drift.
Der er 39 værelser og 218 senge på Danhostel Bellahøj 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top