Havelodder, mad over bål og arbejdstøjet på
Arbejdsholdet-har-hoejt-humoer-paa-e1616501846105.jpg
Der var højt humør, da et arbejdshold tog fat på foråret og havearbejdet. Foto: Camilla Sunesen
Tingbjergbeboere blev i sidste uge inviteret til arbejdsdag i Fælleshaven i Tingbjerg, hvor der skal bygges flere havelodder

Fælleshaven er et område med aktiviteter, byhaver og grønne arealer og ligger midt i Tingbjerg.
I foråret 2020 kom der en venteliste til at få et havelod i Fælleshaven, og nu skal der bygges flere havelodder til netop dem. Derfor blev alle på ventelisten inviteret ned i Fælleshaven for at gøre haveområdet klar til at havelodderne kan blive bygget og brugt af beboerne.

Sheikh Muhammad var blandt andet én af de 15 fremmødte beboere fra ventelisten og han fortæller

– Jeg bor i en lejlighed med altan, hvor der ikke er så meget plads. Jeg elsker at dyrke blomster, krydderurter og grøntsager og har brug for mere plads og sol end der er på altanen, for at det kan lykkes. Jeg skrev mig derfor op til et havelod fordi jeg godt kan lide at lave noget fysisk havearbejde og fordi jeg gerne vil komme ned og snakke med nogle andre mennesker. Det er helt klart også det sociale der gør, at jeg ønsker mig et havelod i Fælleshaven, fortæller Sheikh Muhammad.

Saime og Kamrul Islam er i gang med at forberede jorden i deres havelod. Foto: Camilla Sunesen

Fælleshaven er for alle

Mundbind, afstand og håndsprit var selvfølgelig en del af pakken, og så blev der ellers slæbt jord, fjernet ukrudt og brugt muskler i løbet af dagen. Det hele sluttede med en udendørs fællesspisning, hvor der blevet lavet mad over bål af Fælleshavens kok, Jonn.

– Det var dejligt at vi lige alle sammen kunne at få hilst på hinanden, for vi kommer jo til at gå sammen hernede i Fælleshaven fremover, når der åbnes mere op. Det var en rigtig god dag, med nogle haveentusiaster der i dén grad gav den gas på havearbejdet, siger boligsocial medarbejder Jesper.

I Fælleshaven er der både private havelodder, som er tildelt beboerne og så er der fælleshaver, hvor der dyrkes grøntsager og krydderurter til Fælleshavens restaurant, Restaurant Virketrang. Fælleshaverne kan alle som har lyst, være med til at passe.

Fælleshaven er et sted for alle beboere, som har lyst til at deltage i de aktiviteter og arrangementer der finder sted. De fleste aktiviteter er dog lige pt lukkede grundet corona, men man kan følge med på Facebooksiden ’Fælleshaven i Tingbjerg’ og se hvornår der gradvist bliver lukket mere op.

I Fælleshaven i Tingbjerg er der aktiviteter for alle beboere. Det er udendørsarealer, hvor der er drivhus, høns, bålplads og fællesarealer. Fælleshaven og dens aktiviteter drives af den boligsociale helhedsplan i Tingbjerg og Utterslevhuse i samarbejde med lokale aktører.

Yderligere oplysninger hos Jesper Juul på 91 17 78 31.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top