Bevar Parkhøj Børnehave
Debat_web.png
For nylig besluttede Teknik- og miljøforvaltningen at give afslag på at bibeholde Parkhøj børnehave, da den ikke har en legeplads. Siden har man tilbudt at gøre børnehaven til en udflytterbørnehave med et mindre antal børn

For nylig besluttede Teknik- og miljøforvaltningen at give afslag på at bibeholde Parkhøj børnehave, da den ikke har en legeplads. Siden har man tilbudt at gøre børnehaven til en udflytterbørnehave med et mindre antal børn.

Vi stiller os som forældre uforstående overfor afgørelserne, da Parkhøj har gode tilsynsrapporter, god økonomi, børn i trivsel, stor forældreopbakning og en faglig kompetent og engageret personalegruppe. Børnehaven er i 2019 udpeget som Fyrtårn pga. personalets særlige evne til at inddrage naturen som læringsrum. I Parkhøj kommer børnene nemlig på tur hver dag. De kører afsted i deres busser eller er på udflugter til grønne områder i Brønshøj.

Parkhøj er ikke vores datters første institution. Vi valgte først at hun skulle i en stor integreret institution. På ydersiden så den lovende ud: fine lokaler, stor legeplads og tæt på grønne områder. Vi fandt dog hurtigt ud af, at disse rammer var ligegyldige, da hun ikke trivedes. Hun var ikke ude på deres fine legeplads eller på tur i de 6 måneder, hun gik der. Hun var utryg og ked af det. Vi flyttede hende i dagpleje og dernæst til Parkhøj.

I Parkhøj er der overskud, omsorg og tryghed, og her ser vi vores datter blomstre. At lukke børnehaven eller at nednormere og fratage dem retten til at bruge lokalerne til andet end opsamling vil være en skam.

Teknik- og miljøforvaltningen ønsker ikke at give dispensation, da de frygter at sagen vil danne præcedens og at flere institutioner uden legeplads vil opstå. De glemmer en vigtig pointe: Vi ønsker ikke at skabe en ny børnehave uden legeplads, men vi beder om lov til at bevare en eksisterende.
Vores børn har ikke brug for en legeplads. De har brug for at beholde deres børnehave og deres dygtige pædagoger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top