Yilmaz Yildiz valgt som SF Brønshøjs kandidat
Yilmaz-Yildiz.jpg

Yilmaz Yildiz er valgt for SF i Brønshøj Foto: ef

SF Brønshøj har valgt Yilmaz Yildiz som den lokale kandidat i Brønshøj-Husum til kommunalvalget i november. Han er nr. 10 på SF’s liste

Yilmaz er 48 år, gift og har fire børn og bor i Tingbjerg. Han kom til Danmark i 1988 som 15 årig fra Kurdistan/Tyrkiet, har gået i gymnasiet og er cand. mag. i historie og tysk. Han har arbejdet som tolk og oversætter og har bl.a. i foreningsregi beskæftiget sig med integration og oplysningsarbejde.

Yilmaz vil arbejde for, at København udbygges som en mere grøn og progressiv velfærdskommune med en mere solidarisk fordeling af velfærden. Og vilkårene for børn, ældre og socialt udsatte vil have stort fokus i Yilmaz’ politiske arbejde. Det samme vil være tilfældet når det gælder integrationspolitikken, som i følge Yilmaz må styrkes for at undgå parallelsamfund.

– Vi er nødt til at være mindre berøringsangste og ambitiøse når det handler om integration. Kvinderne og de unge må i centrum hvis integrationen skal lykkes tilfredsstillende, siger han.

– Lokalt i Brønshøj bør der satses på, at Brønshøj Gamle Skole bliver et velfungerende kulturhus og at Bellahøj Friluftscene bliver et attraktivt kultursted for alle københavnere. Endvidere bør Tingbjerg kulturhus tilgodeses med ressourcer så det kan inddrage hele lokalområdet i kulturindsatser. Generelt bør bibliotekerne og kulturhusene være mere inddragende og opsøgende i forhold til lokalområderne, slutter Yilmaz.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top