God sæsonoptakt fortsætter
Jonas-Hemmingshoej-BB-Thomas-Loeser-scaled.jpg
Jonas Hemmingshøj scorer sejrsmålet til 2-1 mod HIK. Foto: Thomas Løser
FODBOLD: Brønshøj er stadig ubesejret i 2021 efter gårsdagens træningskamp mod HIK. Her tog hvepsene en 2-1 sejr på mål af Mathias Veltz og Jonas Hemmingshøj.

Den første halve time af kampen var en kamp om overtaget. Ingen af holdene formåede rigtig at sætte sig på spillet, og der var heller ingen chancer at berette om. Men i 1. halvlegs sidste kvarter kom der lidt mere liv i løjerne.

I det 31. minut stod Aleksandar Lazarevic pludselig helt fri i feltet. Men Aleks var ikke klar over, hvor fri han egentligt var og fik måske afsluttet lidt for hurtigt. Selve afslutningen var der ikke noget i vejen med, men den var lige på keeperen.

To minutter senere var HIK på spil i vores felt. En HIK-spiller blev nedlagt i feltet af Oskar Tranberg, og dommer Sebastian Aagerup pegede på pletten, trods store protester fra Brønshøj-spillerne.

Den tidligere hveps Frederik Emil Andersen skulle eksekvere straffesparket, som han valgte at placere midt i målet. Men Kasper Vilfort havde læst ham, og fik med fødderne pareret bolden ud til siden – stadig 0-0.

Straks tilbage i den anden ende, hvor Aleks kom til baglinjen og spillede bolden skråt tilbage til Hemmingshøj. Hemmingshøj trykkede af første gang med venstrebenet, men sparkede lige på målmanden.

Kort tid efter var det Aleks’ tur til en afslutning, da han erobrede bolden i HIK’s felt og lynhurtigt afsluttede, men målmanden var vågen og fik reddet.
Lige inden pausefløjtet fik HIK en stor mulighed for at udligne, da en spiller stod fri ved bagerste stolpe. Han fik headet bolden ned i jorden, men vi fik reddet på stregen.
Stillingen var derfor 0-0 efter de første 45 minutter.

2. halvleg var mindre end to minutter gammel, da vi fik kampens første scoring. Flot spil af os i vores højre side endte med et fladt indlæg af Anas Guendouri ind til Hemmingshøj. Han ramte desværre bolden helt skævt, men med et godt løb ind i feltet fik Mathias Veltz muligheden for at score, og angriberen svigtede ikke. Det var anden kamp i træk, at Veltz scorede, da han stod for sejrsmålet i træningskampen mod Næstved.

Herefter fulgte et spilovertag til HIK, men vi gav ikke mange chancer væk, blot et par skud, som ikke voldte nogen problemer.

Men halvvejs i 2. halvleg fik HIK frispark i venstre side. Vi stod måske og sov lidt, da HIK lavede en frisparkskombination, der endte med et indlæg ind i feltet. Her var vi uheldige, da bolden ramte Aleks’ og hoppede i mål uden chance for Vilfort – 1-1.

Men den stilling skulle ikke holde længe. Emil Vatani samlede bolden op på HIK’s banehalvdel og i stedet for at spille bolden tilbage til en medspiller, vendte han rundt og fik med en lang aflevering sendt bolden ud til Hemmingshøj. Hemmingshøj fik flot bolden med sig, men fik afsluttet lige på målmanden. Han var dog selv over returen og fik headet kuglen i kassen til 2-1.
I de sidste 20 minutter blev vi presset i bund af HIK, men formåede at holde dem fra chance. Kort inden tid fik de dog et frispark på kanten af feltet. Bolden strøg forbi muren, men Vilfort stod godt placeret og kunne sikkert redde bolden.

Det endte derfor med en 2-1 sejr til os, og vi har stadig ikke prøvet at tabe i 2021. Holder vi det sammen med de sidste fire kampe i turneringen i efteråret, er vi nu oppe på syv kampe i streg uden nederlag.

Vi håber på at kunne fortsætte denne stime, når vi lørdag den 6. februar kl. 12 møder Lyngby U19/U21 i Tingbjerg til vinterens fjerde træningskamp.

Brønshøj – HIK: 2-1 (0-0)

Opstilling – Brønshøj:
Kasper Vilfort – Mads Gabel (46. Christian Thorup), Andreas Horsebøg, Kenneth Thinter – Jonas Hemmingshøj, Anas Guendouri (56. Adil Guendouri), Lars Emil Juel Andersen, Oskar Tranberg, Emil Vatani – Aleksandar Lazarevic, Mathias Veltz (56. Bayan Fenwick)

Mål:
1-0: Mathias Veltz (47.)
1-1: Selvmål, Aleksandar Lazarevic (65.)
2-1: Jonas Hemmingshøj (68.)

Advarsler – Brønshøj:
Oskar Tranberg (60.), Christian Thorup (70.) og Andreas Horsebøg (88.)

Dommer:
Sebastian Aagerup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top