Kastanjetræerne i Husumparken fældes
kastanjetraeer-husumparken-2-scaled-e1612430224685.jpg

Kastanjetræerne er syge og derfor fældet. foto: Gitte Ganderup

Første træ blev fældet for nogle år siden. Nu er to mere taget ned. Kastanjealléen i Husumparken er syg

Kastanjetræerne i Husumparken er smittet med blandt andet bakteriesygdomme kastanjebakteriekræft og nu er to mere af de store træer blevet fældet.

– Vi har fældet tre risiko/kastanjetræer i Husumparken, som var udpeget til fældning inden 1/3 2021. Vi vil allerhelst bevare alle byens træer, og vi passer på dem alt det vi kan. Men vi er nødt til at fælde risikotræer, inden de bliver en sikkerhedsrisiko for borgerne og medarbejderne, oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF)

– De to gamle kastanjealléer i Husumparken er angrebet af sygdom og har været under systematisk overvågning i en årrække. Kastanjerne er blandt andet angrebet af kastanjebakteriekræft, og vi mener, at det er hovedårsagen til, at de er begyndt at dø, skriver forvaltningen endvidere.

Smitsom sygdom

Det blev officielt konstateret i 2014 at bakteriesygdommen er kommet til Danmark efter at have forårsaget en del kastanjetræers død i blandt andre Holland og England, ifølge Københavns Universitet.

Et symptom er slimflåd fra stammen og at kronen begynder at gå ud. Når det sker er de store grene til fare for at falde ned i hovedet på gæster i parken.

KU skriver videre, at når man fælder træer som er smittet, skal træet bortskaffes og må ikke laves til flis. En anden forholdsregel er at desinficere beskæringsværktøjet.

– De senest fældede risikotræer havde en del døde grene og død bark på stammerne. Det er vores erfaring, at når træerne først er nået dertil, så går det hurtigt ned ad bakke, skriver TMF til Brønshøj-Husum Avis.

Nye træer

Det er planen, at der skal genplantes træer i parken, men det er endnu ikke afklaret hvilke.

– At plante nye kastanjetræer passer ind i, at det er en kastanjeallé. På den anden side taler det imod, at kastanjer generelt er hårdt udsat for kastanjebakteriekræft og kastanjeminérmøl. Vi forventer ud fra den samlede plantesammensætning i Husumparken at finde frem til egnede træarter i løbet af sommeren og planter til efteråret, fortæller TMF slutteligt i en mail.

Der er to træer tilbage i kastanjeallén i Husumparken. Det er uvist om de også er i risiko men det er en smitsom sygdom. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top