Tidligere journalistformand ny kandidat i Brønshøj
Lars-Werge-Andersen-02-48-20.jpg

Lars Werge vil være socialdemokraternes folketingskandidat i brønhøjkredsen. Foto: Kaj Bonne

Foto: Kaj Bonne
Der var tæt løb, da de lokale socialdemokrater skulle vælge ny kandidat. Kun otte stemmer mellem Lars Werge og Jarl Feyling

Den 54-årige Lars Werge, der er direktør for brancheorganisationen Danske Biografer, vandt kampvalget om at blive ny folketingskandidat for Socialdemokratiet i Brønshøj, Husum og Vanløse. Lars Werge er tidligere formand for Journalistforbundet og var anbefalet af kredsbestyrelsen. Som modkandidat var opstillet gymnasielærer Jarl Feyling, der bor i Brønshøj og er næstformand i Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

Der var 355 stemmeberettigede socialdemokrater i Brønshøj-kredsen, og af dem deltog 167 i afstemningen. Lars Werge fik 86 stemmer, mens Jarl Feyling fik 78 stemmer. Tre stemte blankt.

Lars Werge peger på trafikpolitikken, som et af de politiske emner, der ligger ham på sinde.

– Som kandidat vil jeg blandt andet bruge min energi på de trafikale udfordringer, som de mange hundrede tusinde, der hver dag blandt andet bruger offentlig transport, deres cykel eller deres bil for at komme på arbejde, klare ærinder og i det hele taget passe det liv, oplever, siger Lars Werge til Netavisen Pio.

Han fremhæver også, at hovedstaden trænger til et øget fokus.

– Langt hovedparten af københavnerne bor i bydele, der ligger et godt stykke fra Rådhuspladsen, og deres stemme skal også høres inde på Borgen, tilføjer han.

Jarl Feyling er tidligere opstillet af Brønshøj-kredsen som kandidat til valget til Regionsrådet for Hovedstaden, hvor han pt er 1. suppleant og således ofte deltager i møderne i rådet. Hans placering på opstillingslisten til valget til november, afgøres senere.

Afløser Yildiz Akdogan

Lars Werge afløser tidligere folketingsmedlem Yildiz Akdogan som folketingskandidat efter 15 år som kandidat i Brønshøj-kredsen.
Hun trak sig, efter at hun ikke blev genvalgt ved folketingsvalget i 2019. Hun sad Folketinget i to perioder. Første gang fra 2007 til 2011 og igen fra 2014 til 2019.

Det forventes, at kampen om at blive valgt til Folketinget for Socialdemokratiet ved næste folketingsvalg i Københavns Storkreds måske bliver hård. Ved sidste valg fik partiet tre mandater, undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og Lars Aslan Rasmussen.
Endvidere er udenrigsminister Jeppe Kofod nu også blevet stillet op i København Storkreds i Vesterbro-kredsen.

– Jeg er glad for, at vi nu endelig har fundet en stærk kandidat, som har gode muligheder for at blive valgt til folketinget for Brønshøj-Husum og Vanløse, siger han om valget til Netavisen Pio.

Kredsbestyrelsen pegede på Lars Werge, fordi han har mange års erfaring på arbejdsmarkedet, har været centralt placeret i fagbevægelsen og grundlæggende er et idealistisk og eftertænksomt menneske, udtaler Lasse Ryberg, formand for S i Brønshøj-Husum til Netavisen Pio.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top