SnakSammen – et tilbud fra Røde Kors
Julius-e1611051474348.jpg
SnakSammen er stedet, hvor mennesker, der savner en at tale med, kan få en online samtale med frivillige fra Røde Kors

2021 er startet som 2020 blev afsluttet med restriktioner, stramninger og nedlukninger, så mange danskere må indstille sig på endnu en periode med social isolation og begrænset kontakt med omverdenen.

Røde Kors arbejder for at mindske ensomhed og har derfor indsatsen SnakSammen. I SnakSammen kan alle, der savner en at tale med få en snak med en frivillig fra Røde Kors.

– Vi står i en alvorlig situation og har nu siden marts måtte affinde os med isolation, krav om afstande og forsamlingsforbud. For de mange, der føler sig isolerede og alene, bekymrer det mig, at det bliver ved, og vi opfordrer derfor alle, der har brug for en snak til at benytte SnakSammen, siger Lise Lind, leder af fælleskabssektionen i Røde Kors.

SnakSammen er en online-indsats, hvor brugere kan booke tider hos frivillige, der sidder klar bag skærmen til en snak. Samtalen foregår via et videolink, så brugerne og de frivillige kan se hinanden, når de taler. De frivillige er helt almindelige mennesker, og i SnakSammen er der plads til at tale om det meste.

Julius er frivillig

En af de mange Røde Kors-frivillige i SnakSammen er Julius Kamper. Da Julius gik i gymnasiet, følte han sig alene. Han var presset af egne forventninger og resultatet blev en følelse af, at han ikke kunne leve op til hverken andres eller egne krav – i sidste ende gav det ham en følelse af ensomhed.

– Jeg savnede at tale med en, der kunne se det hele lidt udefra. Ikke en psykolog, men bare et helt almindeligt menneske jeg kunne dele de her ting med, siger Julius, der i dag er 23 år gammel og glad. Følelsen af ensomhed er erstattet af overskud, og nu hjælper han andre, der savner en at snakke med.

– Jeg har selv mærket, hvordan det føles ikke at have en at tale med. Nu hvor jeg har fået overskuddet, vil jeg rigtig gerne være med til at gøre en forskel. SnakSammen er et godt redskab, som jeg håber en masse vil få øjnene op for, tilføjer han.

Tilmelding på www.snaksammen.dk.
Man kan benytte pc, Smartphone og tablet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top