Mange københavnere bliver røgfri med rygestop-app
Tobak-colourbox-scaled-e1609837345117.jpg
Mere end hver femte københavner, der bruger rygestop-appen e-kvit, bliver røgfri. Dermed er der lige så mange, der bliver røgfri den digitale vej, som på rygestopkurser

For mange rygere er beslutningen om at slukke cigaretterne en sidste gang en mental styrkeprøve, og en del har derfor brug for støtte til at gennemføre rygestoppet. Flere og flere københavnere vælger at tilmelde sig den gratis rygestop-app e-kvit for at få hjælp – i løbet af 2019 var det i alt 2.787 borgere fra Københavns Kommune, der valgte den løsning. Næsten lige så mange valgte et fysisk kursus, hvor de var sammen med andre, der også ville kvitte smøgerne.

Nu viser en evaluering, som Kræftens Bekæmpelse har gennemført for Københavns Kommune, at appen også matcher de traditionelle kurser, når man måler på succes. For både e-kvit og kommunens rygestopkurser er det mere end hver femte, som er røgfri et halvt år efter rygestoptilbuddet.

– Rigtig mange rygere vil gerne stoppe med at ryge, men det kan være svært at gennemføre helt på egen hånd. Derfor er det vigtigt, at vi i København har en bred palette af forskellige tilbud, for det der virker for nogle, virker ikke nødvendigvis for andre. Mens fleksibiliteten med det digitale tilbud er vigtig for nogle borgere, er det for andre vigtigt med den personlige kontakt for at fastholde motivationen, og her kan de fysiske kurser, hvor man møder andre, være mere effektive, siger sundheds- og omsorgsborgmester i København Sisse Marie Welling.

Tilbud supplerer hinanden

E-kvit har været en del af Københavns Kommunes tilbud om rygestophjælp siden 2014, hvor appen blev udviklet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, Apotekerforeningen og Sundhedsstyrelsen. Den udgør i dag ét blandt en lang række forskellige tilbud til københavnske rygere, der ønsker at slukke den sidste cigaret.

Og evalueringen understreger, at tilbuddene ikke kan erstatte hinanden, men derimod supplere, fordi de tiltrækker meget forskellige målgrupper. Blandt andet viser den, at de brugere, som har størst succes med at bruge e-kvit, enten er yngre, har en mellemlang eller lang uddannelse eller er storrygere. På de traditionelle rygestopkurser, hvor man deltager i grupper, er deltagerne derimod typisk ældre og har en kortere uddannelsesbaggrund.

En billig vej til rygestop

E-kvit har desuden den fordel, at den er billig. Et succesfuldt rygestopforsøg, hvor en københavner anvender e-kvit, koster nemlig kun Københavns Kommune 69 kr. Det vil sige, at det kun koster en smule mere end én pakke cigaretter.

– De fleste mennesker, der ryger, har et ønske om at stoppe. Det er vigtigt, at vi kan tilbyde den rette hjælp i det øjeblik, motivationen er der. E-kvit er et godt, nemt og billigt redskab – evalueringen viser, at mere end hver femte af dem, der bruger appen, rent faktisk gennemfører rygestoppet. E-kvit er oplagt som kommunalt rygestoptilbud til borgerne, da appen når ud til en målgruppe, som ikke normalt deltager i kommunens rygestoptilbud, siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Evalueringen fortæller også, at brugerne i e-kvit er meget trofaste. Under 4 % af brugerne har slettet deres profil et halvt år efter tilmelding. Dog skifter omkring en tredjedel stopdato undervejs.

• E-kvit er et digitalt og gratis rygestoptilbud, som hjælper den enkelte bruger i alle faser af rygestoppet via et skræddersyet tilbud, der tilpasses ud fra brugerens behov.
• Brugeren får bl.a. film, mindfulnessøvelser og daglige tips og kan løbende følge med i hvor mange penge der er sparet på rygestoppet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top