Så er de nye skilte her
magelagårdsvej-nye-skilte.jpg
Svend Kristensen fra Fantasileg sætter skiltet ved Magleårds Allé op Foto: Kaj Bonne
Efter flere års tilløb får Utterslev Mose nu nye oversigts- og naturskilte. Projektet er blevet til i et tæt samarbejde mellem lokaludvalget og Københavns Kommune. Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (Ø) glæder sig over det tiltrængte løft af mosen

De har været undervejs siden 2016, men nu er det sikkert og vist. Utterslev Moses spritnye oversigts- og naturskilte er på plads. 

– Utterslev Mose er et vigtigt stykke natur for området. Rigtig mange københavnere fra både nær og fjern bruger mosen til at få frisk luft og stresse af, og derfor er jeg glad for, at naturformidlingen nu bliver styrket. Det får forhåbentligt endnu flere til at benytte Utterslev Mose, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (Ø).

De otte dobbeltsidede naturskilte og 22 oversigtskilte skal guide besøgende rundt i mosen og informere om det rige dyreliv. Besøgende vil bl.a. kunne læse om nattergalen og dens bemærkelsesværdige sang, isfuglen og dens karakteristiske blå fjerdragt og sumpgræshoppens genkendelige tik-lyde. I alt tegnes og fortælles om mere end 50 fugle, insekter og planter, der kan opleves i Utterslev Mose. Fra bittesmå vandmider til store knopsvaner, musvåger og brunflagermus.

Ved Grønnemose Alle kan du læse om mosens fugle. Foto: Kaj Bonne

Giver et løft

Mosens nye skilte er blevet til i tæt samarbejde mellem Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune og Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Beslutning om de nye skilte blev truffet tilbage i 2016, hvor det stod klart, at de gamle skilte var slidte, ødelagte og nogle endda helt væk.

– De gamle skilte var en skændsel. De nye skilte giver besøgende mulighed for at orientere sig blandt de mange faciliteter, som er i mosen, så jeg tror, det vil give oplevelsen af Utterslev Mose et gevaldigt løft, siger Jens Christian Elle, miljømedarbejder i Brønshøj-Husums Lokaludvalgssekretariat.

Der ligger en særlig lokal fortælling bag dyreillustrationerne på de nye naturskilte i Utterslev Mose. Skiltene er nemlig illustreret og layoutet kvit og frit af den lokale borger Michael Petersen, som bor ved mosen, og som tidligere har tegnet plakater for Københavns Zoologiske Have.

Netop samarbejdet med de lokale borgere har været godt og givtigt for Københavns Kommune, der har fået mange nyttige input til forbedringer af Utterslev Mose.

– Mange lokale borgere har boet tæt op ad Utterslev Mose hele livet, så de ved om nogen, hvordan den gøres interessant. Derfor tager vi selvfølgelig borgerne med på råd, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen.

FAKTA: De nye skilte

  • De skilte, der nu udskiftes, har stået i Utterslev Mose siden 2005. Mange af dem er slidte, flere er ødelagte, og nogle mangler helt.
  • De otte dobbeltsidede naturskilte er illustreret og layoutet kvit og frit af den lokale borger Michael Pedersen, der tidligere har tegnet plakater for Københavns Zoologiske Have.
  • Det er Københavns Kommune, der har layoutet de 22 nye oversigtsskilte. Skiltene placeres ved de mest brugte indgange til mosen.
  • Københavns Kommune har arbejdet tæt sammen med Brønshøj-Husum Lokaludvalg om skiltene. Dansk Ornitologforening er blevet hørt om, hvilke fugle der skulle illustreres på naturskiltene samt om den mest hensigtsmæssige placering af skiltene i mosen.
  • Der er allerede fundet penge til, at der i 2021 opsættes der yderligere en række overdækkede naturinformationsstandere i Utterslev Mose.

1 kommentar om “Så er de nye skilte her”

  1. susanne christiansen siger:

    Er der mulighed for at købe en plakat eller to. Min gamle er lidt falmet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top