Hans Hedtoft – jødernes fremmeste redningsmand (2:2)
Kaare-2.jpg
Mellem besættelsen af Danmark den 9. april 1940 og landets befrielse den 4.-5. maj 1945 er den 29. august 1943 den vigtigste dag under de såkaldt fem forbandede år.

Presset af ublu tyske krav, især indførelse af dødsstraf mod sabotører, valgte den danske regering at gå af. Dermed blev landet ikke længere styret politisk af folkevalgte, men administrativt af departementschefer anført af Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen. Begge ledelsesformer var dog kun formelle – reelt blev Danmark dirigeret af den tyske besættelsesmagt med den rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best i spidsen. Den nye situation betød det såkaldte mønsterprotektorats sammenbrud, hvorfor Best ikke længere behøvede at tage hensyn til det skin af fredelig sameksistens, som samarbejdspolitikken havde illuderet.

I første omgang betød dette en katastrofe for Danmarks op mod 7.000 jøder, som indtil da havde nydt en unik beskyttelse i sammenligning med jøderne i de andre af Nazityskland besatte lande.

Allerede den 8. september 1943 sendte Werner Best et telegram til hovedkvarteret i Tyskland med ønske om at få ”jødeproblemet” i Danmark løst. Resten af måneden viste dog en vaklen i hans beslutsomhed – udløst af selvmodsigelser i hans strategi: På den ene side brutalitet over for jøderne i et lefleri for Hitler, på den anden side mildhed for ikke at rage uklar med den danske offentlighed og dermed risikere flere strejker og andre former for øget modstand – med produktionstab til følge. Særligt den tyske skibsfartssagkyndige G. F. Duckwitz fik Best på bedre tanker, så han netop sidst på måneden valgte den taktik – gennem Duckwitz og dennes forbindelser til danske kredse – at advare landets jøder om de anholdelser af dem, han selv havde taget initiativ til. (1)

Gennem den svenske diplomat i Danmark, N. E. Ekblad, var Duckwitz kommet i forbindelse med to førende socialdemokrater, Hans Hedtoft og H. C. Hansen, som begge af tyskerne var blevet tvunget væk fra visse af deres politiske poster i 1941, og som derefter var påbegyndt en halv-illegal tilværelse, blandt andet gennem Herman Dedichen, der var knyttet til Danmarks Frihedsråd, som netop blev oprettet i september 1943. (2)

Et særligt varmt venskab var opstået mellem Duckwitz og Hedtoft, som dog begge måtte træde varsomt for ikke at blive betragtet som landsforrædere i deres respektive lejre – for tyskeren ville en afsløring have betydet døden. I sin dagbog kalder Duckwitz Hedtoft for en ”Prachtskerl”.

Tirsdag den 28. september fik Best grønt lys til at iværksætte den aktion mod jøderne, som han nu nærmest havde fortrudt – aktionen skulle ske natten til den 2. oktober. Derpå gik det hurtigt med at advare jøderne. Allerede samme dag, 28/9, ringede Duckwitz til Hedtoft og bad om et omgående møde.

Dette blev afholdt senere på dagen i Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade 24 – og foruden disse to deltog de tre topsocialdemokrater Vilhelm Buhl, H. C. Hansen og Alsing Andersen. ”Nu sker ulykken!”, sagde Duckwitz, hvid i ansigtet af indignation og skam, hvorpå han i detaljer fortalte om den forestående aktion.

Derefter blev det især Hans Hedtoft, der med hele sit mod og energi advarede ledende jøder. Ifølge ham selv henvendte han sig først (kl. 19.00) til formanden for Det Mosaiske Trossamfund, C. B. Henriques, som besvarede den fortvivlede advarsel med et udbrud: ”De lyver!” – han var nemlig blevet beroliget af Nils Svenningsen, som havde fortalt ham, at der ikke forestod nogen aktion mod jøderne – en løgn som Best havde bildt ham ind!

Efterhånden fik Hedtoft dog overbevist den noget sendrægtige Henriques – og endelig kunne den livgivende besked spredes til jøderne landet over. En kilde beretter dog, at Hedtoft var endnu mere aktiv, end han selv erindrede efter krigen. Således kontaktede han inden sin samtale med Henriques den jødiske advokat Max Rothenborg, som derpå advarede sine trosfæller via sit netværk.

(3) Med denne indsats på politisk topniveau og de derpå praktiske aktiviteter udført af tusindvis af danskere lykkedes det at redde mere end godt 6.500 af de i alt 7.000 danske jøder – et eventyr, selv om man ikke må glemme dem, der druknede på Øresund eller omkom i KZ-lejren Theresienstadt. Med rette blev G. F. Duckwitz efter krigen kaldt ”de danske jøders redningsmand”, men tillad mig dertil at kalde Hans Hedtoft, Danmarks senere statsminister bosiddende i Brønshøj, for ”jødernes fremmeste danske redningsmand”!

(1) Beslutningsprocessen i september 1943 hos den tyske besættelsesmagt er udførligt behandlet i Hans Kirchhoff: ”Den gode tysker G. F. Duckwitz – De danske jøders redningsmand”, 2013.

(2) Se Hartvig Frisch: ”Danmark besat og befriet”, bd. 3, 1948, kapitlet ”Jødeforfølgelsen”.

(3) Hedtofts indsats den 28. september er særlig godt beskrevet i Bo Lidegaard: ”Landsmænd – De danske jøders flugt i oktober 1943”, 2013, i kapitlet ”Beskeden”. I sin bog ”Min fars flugt – Jødiske skæbner i oktober 1943”, 2013, gør historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på Hedtofts kontakt til Max Rothenborg. Blüdnikows bog er på mange måder et friskt indslag i debatten om emnet. Således sætter han spørgsmålstegn ved, hvor renhjertet Duckwitz’s indsats egentlig var, og han forholder sig meget kritisk til det mosaiske samfunds ledelse, især Henriques for dennes tøven, som kunne have kostet tusindvis af danske jøder livet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top