Det sker i kirken uge 49
anker-sigfusson-e1574253587479.jpg
Cellist Anker Sigfusson. Foto: privat
Ugens arrangementer og Gudstjenester i lokalområdet

Klip julehjerter sammen
Kan man lide at klippe julepynt og allerhelst af genbrugsmaterialer, kan man være med i Bellahøj Kirkes juleworkshop onsdag den 9. december mellem kl. 16-18. Workshoppen er for unge mellem 14 og 29 år og gratis at deltage i.

Kærlighedens mirakel på lærredet i Bellahøj Kirke
Torsdag den 10. december, kl. 19 slutter Bellahøj Kirke årets filmaftener med et romantisk drama fra det virkelige liv. Den amerikanske film ”I Still Believe” fra 2020 er en inspirerende og uforglemmelig kærlighedshistorie, baseret på den virkelige historie om musikstjernen Jeremy Camp. Filmen følger den unge musikers rejse med tab og kærlighed for at bevise, at der altid er håb.
Camp spilles af K.J. Apa, der slog igennem som Archie Andrews i teenageserien ’Riverdale’, og overfor ham står Britt Robertson fra bl.a. Tomorrowland.
Efter filmen er der som sædvanlig mulighed for at blive hængende over et glas vin el lign. og snakke om aftenens oplevelse.

Café Sammen
I Husum Kirke er Café SAMMEN åben hver fredag fra kl. 10-12. Der er plads til alle, der ønsker at få en god snak og at være en del af et hyggeligt fællesskab. I øjeblikket kræver det tilmelding til diakonimedarbejder, Maria, på maria.husumkirke@gmail.com eller på telefon 21181304.

Herreklub i Husum
Mandag den 7. december, kl. 12-14 er der møde i Herreklubbben i Husum Kirke. Herreklubben er et trygt og hyggeligt fællesskab med andre herrer. Man mødes på udvalgte mandage kl. 12-14 til fællessang, smørrebrød og hyggeligt samvær i Husum Kirkes anneks. Der skal bæres mundbind, når man står op og går rundt. Tilmelding til sognepræst Frederik Teglberg Damm på 21 24 67 54 eller mail ftd@km.dk

Fællessang i Husum
Der er fællessang i Husum Kirke tirsdag den 8. december, kl. 10. Den anden tirsdag i måneden er der fællessang i kirken – i disse coronatider er sangen flyttet fra ANX til kirkerum, så den rette afstand kan holdes, mens der synges. Her er hygge, sjov og en hel masse sang. Ved roret står Kirsten Thorup. Det koster ikke noget at droppe ind og synge med. Der skal bæres mundbind, når man står op og går rundt.

Juleposer til sognebørnene
Mandag den 7., tirsdag den 8. og onsdag den 9. december, kl. 15.30-17 uddeles juleposer i Husum Kirke, så man kan få lidt af julen med hjem. Kirken vil gerne hjælpe forventningen og julen lidt på vej i en tid, hvor meget er aflyst, og hyggen og glæden kan have trange kår. Bor man i Husum Sogn, kan du derfor hente en ”Julepose” i Husum Kirkes anneks. Der uddeles 100 poser, én til hver, så flest muligt kan få. De pakkes og uddeles på coronaforsvarlig vis, og i dem er julestemning til både store og små, bl.a. et julesalmehæfte, juleevangeliet, en julekrybbe og lidt juleknas.

Julehjælp
Husum Sogns Menighedspleje uddeler julehjælp til økonomisk vanskeligt stillede beboere i Husum Sogn. Man kan ansøge om at modtage julehjælp på www.husumkirke.dk eller hente et skema til at udfylde i kirken. Frist for at ansøge er mandag den 7. december klokken 12. Husk at tjekke på ww.sogn.dk, om adressen hører til Husum Sogn.

Bach i Husumvold
Søndag den 6. december, kl. 16 afholdes koncert i Voldparken Kirke med cellosuiter af Bach. Cellist Anker Sigfusson spiller 2 af J. S.Bachs cellosonater; Suite nr. 2 i d-mol og nr. 4 i Es-Dur. Meditativ musik i den travle juletid. Fri entré, men tilmelding på husumvoldkirke.dk

Kirkebio i Husumvold
Der er kirkebio i Husumvold Kirke torsdag den 10. december, kl. 19, hvor filmen ”Sorry we missed you” fra 2019 vises. Ricky og hans familie kæmper med en stor gæld efter finanskrisen i 2008. En mulighed for økonomisk uafhængighed kommer med en skinnende ny varebil og chancen for at arbejde som selvstændig næringsdrivende. Det er hårdt arbejde, og hans kones job i hjemmeplejen er ikke meget nemmere. Familien Turner har altid haft et stærkt sammenhold, men da børnene Seb og Liza kommer i problemer, er bristepunktet snart nået.
Sognepræst Stig Boel lægger op til filmen, og bagefter vil der være lejlighed til at diskutere det, der gjorde indtryk. Tilmelding på www.husumvoldkirke.dk

Tilmelding til julegudstjenester
Både i Husum Kirke og i Husumvold Kirke er der krav om tilmelding til julegudstjenester. Tilmelding kan ske på kirkernes hjemmesider.

Advents- og jule-orgelkoncert I Grundtvigs Kirke
Torsdag den 3. december, kl. 19.30 spiller domorganist Kristian Krogsøe bl.a. Ch. M. Widors Symphonie Gotique i serien Orgelmestrene i Grundtvigs Kirke. Orgelsymfonien er bygget over gregorianske temaer som knytter sig til advent og jul – og musikken vil gøre sig fremragende i kirkens katedralrum, som på mange måder minder om de lange franske katedraler i gotisk stil. Der er gratis adgang for 260 personer.

Gudstjenester uge 49:
Bellahøj Kirke
Frederikssundsvej 125
Søndag 6/12, kl. 10.30:
Bellahøjmesse
v/ Asser Skude

Brønshøj Kirke
Brønshøj Kirkevej 8
Søndag 6/12, kl. 8.30 og 10: Højmesse med tilmelding
v/ Iben Palle Hansen
Tirsdag 8/12, kl. 19.30: Adventsgudstjeneste med tilmelding
v/ Anders Gadegaard

Husum Kirke
Korsager Allé 14
Søndag 6/12, kl. 10.30:
Højmesse
v/ Bettina Birk Jensen

Tingbjerg Kirke
Langhusvej 1
Søndag 6/12, kl. 10.30: Cafégudstjeneste
v/ Mette Basbøll

Husumvold Kirke
Gadelandet 25
Søndag 6/12, kl. 10:
Højmesse med tilmelding
v/ Line Bjørn Hansen
Tirsdag 8/12, kl. 17:
Luciagudstjeneste med tilmelding v/ Frederik Damm

Mørkhøj Kirke
Mørkhøjvej 177
Søndag 6/12, kl. 10.30:
Højmesse
v/ Ib Ehlers Jørgensen

Sankt Antoni Kirke
(Katolsk)
Frederikssundsvej 225
Søndag 6/12, kl. 11:
Højmesse
Søndag 6/12, kl. 18:
Højmesse på polsk

Haraldskirken
Høje Gladsaxe Torv 3
Søndag 6/12, kl. 10:
Højmesse
vMorten Miland Samuelsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top