Venstre vil styrke biodiversiteten i København
Debat_web.png
Bierne skal tilbage til København, og derfor skal der være mange flere steder med blomster i København.

Af Jens-Kristian Lütken, medlem af Borgerrepræsentationen (V)

Bierne skal tilbage til København, og derfor skal der være mange flere steder med blomster i København. Det er en let og billig måde at skabe gode livsbetingelser for bier og insekter på.
Der er rundt omkring i byen ved kommunens institutioner, skoler og andre ejendomme flere steder uudnyttet jord, der ligger kedeligt hen med tilfældigt ukrudt, eller der er anlagt græs, der med jævne mellemrum slås. De arealer kan med fordel i stedet udnyttes til at fremme natur og biodiversitet ved såning af vilde blomster.

Bier, sommerfugle og mange andre insekter mangler fødekilder. De vilde blomster vil være til stor gavn for insekter og særligt gavnligt for de vilde bier, der ellers har mistet levebetingelser mange steder i dag. De vilde bier mangler vilde blomster.

Med en frøblanding, der består helt eller delvist af blomster, opstår der områder, som fungerer som en slags ’tankstation’, hvor humlebier, sommerfugle og andre bestøvende insekter kan hente pollen og nektar i sommerperioden.

Venstres forslag blev taget godt imod på det seneste møde i Borgerrepræsentationen og skal nu viderebehandles i Teknik- og Miljøudvalget, hvor vi håber, at de øvrige partier vil være med til at slå et slag for biodiversiteten og samtidig gøre København til en mere blomstrende by.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top