Stop madspil og giv overskuddet videre
Tingbjerg-hjaelper-verdens-fattigste.jpg

Når du handler i Wefood i Tingbjerg kan du være heldig at møde disse to frivillige i butikken.

Foto: Camilla Sunesen
Frivilligt arbejde Spar penge, stop madspild og hjælp de allerfattigste i verden på én gang i Wefood, som er åbnet i Tingbjerg. Overskuddet går nemlig til verdens fattige

Når du kommer ind i supermarkedskæden Wefood mødes du af et velkomment smil fra de frivillige, der passer biksen.

I butikken står folkepensionisten Philip Nørvig, som har været frivillig i Wefood siden 2016. han er der to til tre dage om ugen.

– Wefood er et overskudssupermarked, hvor vi sælger ting som fx er beskadiget i emballagen, datoen er ved at udløbe eller der er produceret for meget af en vare, fortæller han.

Varerne bliver doneret og sælges derfor billigt i butikken.

Butikken har åbent hver uge og drives 100 % af frivillige. Derfor går alt overskud til verdens fattigste.

Jo flere des bedre

Philip Nørvig og resten af de frivillige ønsker en endnu større frivilliggruppe.

-Jeg anbefaler meget at blive frivillig i Wefood. Vi er både unge og ældre. Unge har gode idéer og personligt har jeg altid en ja-hat på i forhold til at støtte op om idéer. For eksempel er der nogen som lige har lavet halal-mærkater til varerne – det er jo smart, fortæller Philip smilende.

Når man er frivillig i Wefood, skal man gerne kunne tage cirka tre vagter om måneden. Men hellere én frivillig, som kan tage én til to vagter end ingen, tilføjer Philip.

– Jeg blev selv frivillig fordi jeg synes, at Wefood er et godt koncept. Jeg har et drive for madspild, og det driver mig, at jeg kan tjene penge til nødlidende. Så er jeg også kommet for det sociale, som er en væsentlig faktor i Wefood, fortæller han.

Socialt og givende

– I Wefood går vi rigtig meget op i, at det skal være socialt og hyggeligt at komme og passe butikken. Derfor er vi to der står i butikken. Det er vigtigt, at der er tid til at drikke kaffe og snakke med hinanden, understreger Philip.

Alle kan blive frivillige i Wefood. Som frivillig kan du være med til at støtte op om kampen mod madspild og hjælpe fattige.

Har du lyst til at høre mere om, at være frivillig i Wefood?

Kom ned i butikken og spørg eller smid en besked på butikkens Facebook ’Wefood Tingbjerg’.

På Facebooksiden kan du også følge med i de nyeste varer i butikken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top