Skal slutte 2020 godt
BB-jubel-Thomas-Løser.jpg
Foto: Thomas Løser
FODBOLD: Så kom sejren endelig, da vi i weekenden vandt 3-1 over Slagelse. Her kærkommen og tiltrængt sejr i vores kamp om at komme væk fra bunden. Vi er nu, for første gang i lang tid, ubesejret tre kampe i træk, og selvom 2020 ikke har været fantastisk, så har vi alle muligheder for at slutte godt af.

Med sejren blev der nemlig tanket op i selvtillidstanken, og når vi på lørdag spiller efterårets sidste kamp, så ville det være fantastisk at slutte 2020 af med maner ved at besejre nedrykkerne fra Næstved, når de gæster Tingbjerg Ground.

Ligesom i kampene mod Hillerød og Avarta kom vi foran mod Slagelse og så ud til at være på vej mod sejren, men som vi så i de to kampe mod Hillerød og Avarta, så fik Slagelse udlignet. Man begyndte straks at tænke – ikke igen! Og faktisk var det Slagelse, som virkede til at være tættest på 2-1. Men sådan gik det heldigvis ikke.

Først fik Aleksandar Lazarevic scoret sit andet mål i kampen og kort før tid lukkede og slukkede Jonas Hemmingshøj kampen med sin scoring til slutresultatet 3-1. Tak for den scoring, så man ikke skulle sidde med hjertet oppe i halsen.

Udover at være første sejr i over to måneder, så var det også første gang siden den 26. september, at vi scorede mere end et mål i en ligakamp. Der var da også stor lettelse hos både spillere, trænere, ledere og fans, da dommeren fløjtede kampen af.

Nu kan al snak om ikke at være i stand til at vinde forstumme, og uanset hvordan det går mod Næstved, så kan vi gå til vinterpausen med lidt ro i maven. Men vi håber selvfølgelig på en sejr, så en massiv støtte fra Danmarks smukkeste vil være velkommen.

Pga. COVID-19 er der en række restriktioner forbundet med kampen. Der vil kun blive lukket 400 tilskuere ind, billetter kan købes i indgangen (prisen er 80 kr. pr. person uanset alder – fribilletter og klub 100-kort kan benyttes), der skal holdes mindst en meters afstand og der skal siddes ned. Husk også at spritte af, når du har rørt kontaktflader.

Sidst men ikke mindst, så håber vi på en fantastisk kamp i en fantastik kulisse og med et fantastisk resultat.

Kampstart: Lørdag den 21. november kl. 15 på Tingbjerg Ground

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top